Dansker hårdt kvæstet i Vietnam
36-årig dansk mand er indlagt med svære hovedskader efter frontalt sammenstød.
En 36-årig dansk statsborger er kommet alvorligt til skade ved en trafikulykke i Vietnam mandag morgen lokal tid.
Det skriver det vietnamesiske nyhedssite Tuoitrenews.
Det har ikke været muligt at få bekræftet oplysningen hos Udenrigsministeriets Borgerservice.
Danskeren og en lokal mand er begge indlagt med alvorlige hovedskader efter ulykken. De to mænd kom kørende i hver sin retning på motorcykel og stødte frontalt sammen, oplyser politiet ifølge de lokale medier.
Ulykken skete i provinsen Quang Nam i den centrale del af Vietnam. De to mænd blev med udrykning bragt til hospitalet i havnebyen Hoi An, hvor danskeren også har indlogeret sig. Han var på vej tilbage til sin midlertidige bolig, da ulykken skete, fortæller lokale til Radio Voice of Vietnam.
/ritzau/