Dansker fængslet i Libanon for terror

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Newspaq
Newspaq

 

En dansk mand mistænkes for at have kæmpet under Islamisk Stats faner. Han blev anholdt i Libanon i juni.

En 19-årig dansk statsborger fra København har siden juni siddet fængslet i Libanon mistænkt for at være en del af Islamisk Stats netværk.

Det skriver Berlingske, der har fået fængslingen bekræftet fra flere uafhængige kilder.

Manden sidder bag tremmer i Roumieh-fængslet nord for Beirut i Libanon, og myndighederne mistænker ham for at have kæmpet sammen med de militante krigere i Islamisk Stat (IS).

Ifølge Berlingske er der endnu ingen formel anklage mod den 19-årige, men han har modtaget flere besøg fra de danske myndigheder i fængslet.

– Vi kan bekræfte, at en dansk statsborger har været tilbageholdt i Libanon siden juni. Vi yder almindelig konsulær bistand som normalt i den slags sager med kontakt til familien og besøg i fængslet, siger Ole Egberg Mikkelsen, chef for Borgerservice, til Berlingske.

Avisen har yderligere været i kontakt med faderen til den unge dansker. Han bekræfter, at hans søn er fængslet i Libanon, men han afviser, at sønnen har kæmpet for Islamisk Stat.

Den anholdte teenager er født i Danmark. Han er af libanesisk oprindelse og har familie i både Danmark og Sverige. I hans familie er der ifølge Berlingske både selvmordsbombere og formodede terrorbagmænd. To medlemmer af den 19-åriges familie fra Sverige mistede i sommeren 2013 livet i kampe for organisationen Jund al-Islam (Islams Soldater).

Ifølge myndighederne i Libanon har danskeren angiveligt været en aktiv del af Islamisk Stat i Libanon og Syrien og har opholdt sig i regionen i længere tid.

Ifølge lokale kilder blev han på et tidspunkt kidnappet af den syriske oprørsgruppe Ahrar al-Sham, der har bekriget Islamisk Stat. Ahrar al-Shams ledelse i Syrien har svoret troskab til al-Qaeda og er en del af paraplyorganisationen Islamisk Front i Syrien.

– Han blev kidnappet af Ahrar al-Sham i Hama. De tog kontakt til hans familie i Tripoli, og hans far sørgede for, at han blev bragt til Libanon. Her genoptog han sine forbindelser til IS-netværket, siger en libanesisk sikkerhedskilde til Berlingske.

Politiets Efterretningstjeneste (PET) har ikke ønsket at kommentere sagen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS