Dansker dræbt i voldsom ulykke i ferieparadis: Taxachauffør faldt i søvn

En 51-årig mand er dræbt i en trafikulykke i Thailand.

En 51-årig dansker er dræbt i en trafikulykke ved Bangkok i Thailand. Foto: Google Maps.
Offentliggjort Sidst opdateret

En dansk mand blev torsdag dræbt i en trafikulykke ved Bangkok i Thailand.

Det skriver det thailandske medie Thaivisa.

Ifølge Thaivisa drejer det sig om en 51-årig mand, der sammen med sin 26-årige thailandske kæreste var passagerer i en taxa. Politiet mistænker ifølge mediet chaufføren for at være faldet i søvn bag rattet.

Herved skulle han være kommet for tæt på køretøjet foran og sandsynligvis i et forsøg på at undgå påkørsel, kørt ind i midterrabatten, hvor taxaen ramte en el-mast.

Da politi og redningsmandskab når frem til ulykkesstedet ligger taxaen på taget i den modsatte vejbane.

Hos Udenrigsministeriets Borgerservice bekræfter man dødsfaldet.

– Vi kan bekræfte, at en dansker er død i en trafikulykke i Thailand og de pårørende er underrettede, siger vagthavende til Newsbreak.dk, og oplyser endvidere, at der er i tavshedspligt i personsager.

Lettere skader til chauffør og kæreste

Ifølge chaufføren skulle han hente parret klokken 5 om morgenen i Bangkok og køre det til Pattaya.

Taxachaufføren fik skader i hovedet som følge af ulykken, mens den dræbtes kæreste brækkede en arm.

Begge blev kørt til det lokale hospital og senere overført til Kamphaeng Phet Hospital.

 

Powered by Labrador CMS