Danske verdensstjerner vinder kæmpe millionpræmie
Med en finalesejr ved ESL Pro League i Odense indkasserer danske Astralis 8,2 millioner i præmiepenge.
Det danske e-sportshold Astralis fortsætter med at vinde.
Søndag sikrede de fem Counter Striker-stjerner sig for ottende gang i år en stor turneringstitel, da Team Liquid blev besejret med 3-1 i finalen ved ESL Pro League-turneringen i Odense.
Med sejren følger en præmiecheck på lidt over 1,6 millioner kroner.
Verdens første – og største
Men som om det ikke var nok, så blev Astralis søndag også det første hold nogensinde til at vinde en Intel Grand Slam.
Det gør man ved at vinde fire titler inden for et spænd på ti turneringer i ESL- og Dreamhack-regi.
Den præstation giver Astralis én million dollar, eller hvad der svarer til næsten 6,6 millioner kroner, i præmiepenge.
Søndag blev derfor en særdeles indbringende dag for Nicolai “dev1ce” Reedtz, Peter “dupreeh” Rasmussen, Andreas “Xyp9x” Højsleth, Lukas “gla1ve” Rossander, Emil “Magisk” Reif og træner Danny “zonic” Sørensen.
Der blev i søndagens finale mellem Astralis og Team Liquid, der består af spillere fra USA, Canada og Brasilien, spillet bedst af fem baner.
Astralis lagde ud med at tabe første bane 8-16, men svarede prompte tilbage ved både at vinde anden og tredje bane 16-11.
Dermed skulle danskerne blot vinde én bane mere for at tage sejren.
Det gjorde Astralis i overbevisende stil på den efterfølgende bane, hvilket både fik de fem spillere og de 5000 tilskuere i Sparekassen Fyn Arena i Odense til at bryde ud i vild jubel.
De fem danskere spiller i næste weekend årets sidste turnering, når Astralis stiller op i Blast Pro Series i portugisiske Lissabon.