Danske unge samles til megafester
En stor gruppe unge mødes til store fester på et grønt område i Hillerød.
Citathistorie: Frederiksborg Amts Avis
Musikken har brølet ud af de medbragte højttalere weekend efter weekend i sommeren på det grønne område Posen midt i Hillerød.
Her er hundredvis af unge mødtes for at feste, og festerne er flere og større end nogensinde før, skriver Frederiksborg Amts Avis, torsdag.
– Vi har aldrig mærket det så tydeligt, at der var mange unge, der samledes på Posen. Tidligere år har det været en enkelt fredag i løbet af en sommer, men denne sommer har det været hver eneste fredag og lørdag og nogle gange også hverdagsaftener. Og der har været mellem 300 og 400 unge mennesker samlet, fortæller Vivi Wøldike fra Natteravnene i Hillerød.
De unge kommer ikke kun fra Hillerød, men det meste af Nordsjælland.
– De kommer fra Frederikssund, Frederiksværk, Helsinge, Gribskov og Allerød. Det er ikke bare et Hillerød-fænomen, siger Vivi Wøldike.
I løbet af sommeren har Nordsjællands Politi også modtaget flere anmeldelser fra Posen. Den 10. juli blev en 17-årig dreng stukket i maven med en kniv, og i sidste uge efterlyste Nordsjællands Politi et vidne, der muligvis havde forhindret et seksuelt overgreb.
Derudover oplyser politiet, at der siden 1. maj er indløbet tre anmeldelser om overtrædelse af forsamlingsforbuddet og 36 anmeldelser om musik til ulempe fra festerne.
Hillerød Kommune har ifølge borgmester Kirsten Jensen (S) også fulgt med i sommerens festligheder.
– Vi er i høj grad opmærksomme på Posen, og jeg ved også, der har været en del korrespondance med naboer, som føler sig generet. Jeg har spurgt vores forvaltning om, hvilke handlemuligheder vi har, så byrådet kan blive oplyst om, hvilke muligheder vi har for at regulere det. Det skal være sådan, at både de unge og naboerne til Posen kan lide at være i vores by, siger Kirsten Jensen.