Danske stjerner slår sig sammen: Vi er ligesom brødre

Én gang for alle slår Melvin Kakooza, Hadi Ka-koush, Joel Hyrland og Mahamad Habane fast, at de ikke skal spilles ud mod hinanden. Sammen er de stærke og sjove.

Offentliggjort

Podcasten 'Bros' og dens udvikling

Podcasten 'Bros' startede som månedlige møder mellem Melvin Kakooza, Hadi Ka-koush, Mahamad Habane og Joel Hyrland, hvor de delte personlige oplevelser og udfordringer.

Overgangen fra podcast til live shows markerede en ny fase, hvor 'Bros' blev præsenteret på store scener som Gigantium og Royal Arena, hvilket tiltrak et bredere publikum.

Gennem deres samarbejde i 'Bros' har de fire komikere udviklet et tæt venskab, der afspejles i deres evne til at støtte hinanden både professionelt og personligt.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Det vigtigste i relationer er samtaler. Det har de krøllede hjerner bag comedykvartetten Bros mærket på egen krop.

Siden september 2023 har Melvin Kakooza, Hadi Ka-koush, Mahamad Habane og Joel Hyrland mødtes én gang om måneden for at optage deres podcast, "Bros".

Bare fire gutter

Det har gjort, at de har udviklet et helt særligt venskab, fortæller Melvin Kakooza, som ud over at være komiker også er tv-vært og skuespiller.

- I bund og grund er vi bare fire gutter, som har samme udgangspunkt i komik, og som samtidig svinger helt vildt godt.

- Det er befriende, og det tror jeg også, folk kan mærke. Vi kan sidde og lave sjov med hinanden, fordi vi i bund og grund holder af hinanden, siger han.

Hadi Ka-koush, der i mange år udgjorde den ene del af satireduoen "Adam og Noah", stemmer i.

- Der er kærlighed og respekt for hinanden. Det er ligesom at være brødre. Vi ved godt, at selv om vi kører på hinanden, så betyder det ikke noget, siger han.

Podcast til show

Nu er podcasten blevet til et show, når de fire komikere tager på turné - en hel arenaturné på en række af landets største scener - med showet "Bros - så blev der mørkt", der havde premiere i Gigantium i Aalborg 21. september og senere i løbet af efteråret blandt andet også rammer Royal Arena i København.

Arenaturnéen er en videreudvikling af podcasten, som både er blevet sendt live foran publikum, men også hjemme hos Melvin Kakooza - helt uformelt.

- Jeg har ikke følt, at det var et arbejde. Jeg fik bare tre gutter på besøg. Det har været ligesom en hvilken som helst anden venneaftale. Men i det her tilfælde får vi talt ud om nogle ting. Det synes jeg, har været rart, siger han.

For Melvin Kakooza har det været en form for ventil i hverdagen, hvor de også har delt essentielle kriser som kærestesorger og traumer fra barndommen. I første afsnit fortalte Mahamad Habane om at flygte til Danmark fra Somalia.

Melvin Kakooza delte desuden, at han var begyndt til psykolog for at udrede de traumer, hans forældres skilsmisse gav ham.

- Det chokerede folk, at vi gav noget af os selv. Det hele er ikke kun sjov. For mig har det været helt terapiagtigt at sidde sammen, fire gutter, og vende verdenssituationen og det private, siger Melvin Kakooza.

- Der er ikke en impuls til at tage sin telefon frem. Vi har det så hyggeligt, og snakken går bare. Jeg glæder mig altid, skyder Joel Hyrland ind.

- Det gør jeg også, svarer Melvin Kakooza.

Grænse mellem offentliggørelse og privat 

Mens podcasten har været aktiv, har de fire komikere kunnet dele mange store milepæle.

I starten af året offentliggjorde Mahamad Habane, at han skulle være far for første gang. 

Det vidste de tre andre selvfølgelig allerede.

På den måde er der en naturlig grænse mellem det, de deler i podcasten, og det, der sker i privaten.

- Dem, der er forældre, ved godt, at i de første måneder afventer man lige nogle ting. Og der respekterede de andre 100 procent mit privatliv, siger Mahamad Habane.

Alle er enige om, at man selv skal fortælle, hvad man ønsker at dele.

Hadi Ka-koush er meget privat omkring sit personlige liv og har kun inden for det seneste år nævnt offentligt, at han har børn. Han tager heller ikke billeder af dem og deler på sociale medier.

- Men jeg ved, at Joel er okay med, at vi nævner hans søn i podcasten, fordi han også laver videoer med ham på Instagram. På den måde kender vi hinandens grænser, siger Hadi Ka-koush, inden Joel Hyrland fortsætter:

- Ja. Min søn er væsentligt ældre end dine børn, og han har selv sagt, at han gerne vil være med i videoerne. Så vi kender efterhånden hinanden på et ret dybt plan, og vi har aldrig italesat, at vi ikke må sige de her ting. Det er bare indforstået, understreger han.

Den tillid tager de fire med ud i landet.

Ikke set før

Det er ikke set før i Danmark, at fire komikere tager på en arenaturné sammen.

- Vi er alle meget opmærksomme på hinanden, og vi vil også gerne have, at de andre lykkes. Det er en holdindsats, understreger Melvin Kakooza, inden Hadi Ka-koush tager over:

- Jeg er sikker på, at vi kommer til at lytte til hinanden få et bifald ude bagved og tænke: Fuck, hvor fedt, mand! Og hvis én falder igennem, føler jeg, at alle har fejlet, siger han.

Hver af de fire står for et bestemt antal minutter i løbet af showet - og så kan improvisation komme, hvis det giver mening.

Undervejs bygger de hele tiden hinanden op, fortæller Mahamad Habane.

- At stå sammen på en scene kan noget andet end at stå der alene. Jeg er ikke nervøs, på samme måde som jeg plejer at være, for jeg bliver hele tiden samlet op, siger han. 

Med podcasten og showet forsøger de fire komikere at hjælpe hinandens karrierer videre, samtidig med at de har det sjovt. 

De er alle glade for, når det går godt for de andre, selv om de laver noget vidt forskelligt. Melvin Kakooza laver for eksempel meget tv, og Hadi Ka-koush og Joel Hyrland gør sig meget inden for skuespil.

Bliver forvekslet med hinanden

Alligevel oplever de fire, at andre indimellem forveksler dem med hinanden.

- I starten blev I to sammenlignet, siger Hadi Ka-koush henvendt til Melvin Kakooza og Mahamad Habane.

Melvin Kakooza retter ham med det samme. 

- Jeg kan godt lide, at du siger "i starten". Til Smukfest i år var der én der kom hen og sagde, at han ville have et billede med Melvin. Men han gik direkte forbi mig og hen til Habane.

- Mens jeg sad lige overfor! Kan I huske det?, siger han, og gruppen griner.

- Det er konstant og hele tiden, lyder det fra Joel Hyrland.

Selv om det er Mahamed Habane, der forholdsvist for nylig er blevet far, har Melvin Kakooza også oplevet, at nogle har sagt tillykke til ham.

- Så på den måde er vi blevet forældre, griner Melvin Kakooza.

Skuespillerne, værterne og komikerne Melvin Kakooza, Hadi Ka-koush, Mahamad Habane og Joel Hyrland er blevet tætte på et andet plan og har udviklet et tæt venskab grundet deres comedykollektiv, Bros. (Arkivfoto)

Men indimellem sammenligner folk dem også på en måde, som ikke er rar.

Nogle kan finde på at gå op til Mahamad Habane og sige, at han er meget sjovere end Melvin Kakooza.

Og det er slet ikke nødvendigt, mener Mahamad Habane. 

- Det synes jeg altid, har været rigtig vildt: at en person sviner Melvin til og betragter det som en ros til mig - det er det virkelig ikke!, siger han.

Også Joel Hyrland og Hadi Ka-koush oplever det, som de kalder at blive spillet ud mod hinanden. 

- Det er én, som man kender så godt og har det så godt sammen med. Til dig siger de, at du er den sjoveste, og til mig siger de, at jeg er. Men jeg har intet behov for at være sjovere, siger Joel Hyrland.

Det var også en af årsagerne til, at Melvin Kakooza i første omgang havde lysten til at gå sammen med Hadi Ka-koush, Joel Hyrland og Mahamad Habane.

Én gang for alle vil han og de andre slå fast, at de ikke skal spilles ud mod hinanden.

- Man skal heller ikke komme til showet, hvis man forventer at gå ud derfra og tænke, at den ene var sjovere end de tre andre. Vi laver det her sammen. Det er også derfor, det hedder "Bros", understreger Melvin Kakooza.

Powered by Labrador CMS