Danske skibe redder over 1000 flygtninge på blot en uge

Offentliggjort Sidst opdateret

De mange ulovlige bådflygtninge i Middelhavet kan nu også mærkes af de danske rederier, der sejler i området.

I den seneste uge har danske skibe reddet flere end 1000 bådflygtninge, der har forsøgt at krydse Middelhavet fra Afrika til Europa.

Det oplyser Danmarks Rederiforening i den pressemeddelelse.

De mange flygtninge sejler primært ud fra uroplagede Libyen ved Nordafrikas kyst og har blandt andet retning mod den italienske kyst.

De danske rederier mærker nu for alvor konsekvensen af de mange flygtninge, og har i alt reddet 1124 bådflygtninge i 2015. 1026 af dem blev reddet den seneste uge.

De mange flygtninge skaber bekymring hos Danmarks Rederiforening. Det siger Anne H. Steffensen, der er administrerende direktør i foreningen.

– De danske skibe i Middelhavet træder naturligvis til hver eneste gang, de opdager bådflygtninge i nød eller bliver tilkaldt af kystvagten, siger hun og fortsætter:

– Men hverken skibe eller besætninger er gearet til at håndtere hundredvis af sultne, tørstige og traumatiserede flygtninge.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS