Danske roere tager direkte OL-semifinaleplads
Anne Lolk og Juliane Elander Rasmussen er klar til semifinalerne i letvægtsdobbeltsculler efter et flot heat.
Der var opmuntring i vandet, da de to danske roere Anne Lolk og Juliane Elander Rasmussen mandag bookede en direkte billet til semifinalerne i letvægtsdobbeltsculler ved OL i Rio.
Her var danskerne oppe imod fire andre både, og den danske båd sluttede på andenpladsen efter den kinesiske båd, og dermed undgik de to danske roere at skulle ud i et opsamlingsheat.
De to bedste både strøg direkte i semifinalerne, og Anne Lolk og Juliane Elander Rasmussen endte med at kæmpe hårdt mod kineserne Huang Wenyi og Pan Feihong om sejren.
Den danske båd var med fremme fra start og lå på andenpladsen efter de første 500 meter, hvor de var skarpt forfulgt af den amerikanske båd med Devery Karz og Kathleen Bertko.
Herefter trak danskerne fra og sikrede den direkte semifinaleplads i sikker stil. Der roes semifinaler onsdag.
Anne Lolk og Juliane Elander Rasmussen skulle have roet deres indledende heat søndag, men her blev al roning aflyst og udsat på grund af kraftig vind.
/ritzau/