Danske nødhjælpsarbejdere på vej til Irak

Mange flygtninge er taget til byerne Erbil og Dohuk i den kurdiske del af Irak. Arkivfoto. Foto: Khalid Mohammed/AP
Offentliggjort Sidst opdateret

Beredskabsstyrelsen og nødhjælpsorganisationen Mission Øst sender fredag folk til det nordlige Irak.

Der er dansk hjælp på vej til det urohærgede Irak, hvor hundredtusinder af flygtninge har søgt tilflugt for at komme væk den militante oprørsgruppe Islamisk Stat.

Første hold af en gruppe specialister fra nødhjælpsorganisationen Mission Øst rejser fredag mod det nordlige Irak for at sørge for vand, mad og tag over hovedet til så mange som muligt.

– Situationen i det nordlige Irak er stærkt kritisk for de mange hundredetusinde fordrevne, og der er brug for massiv støtte til dem lige nu, hvor de har måttet flygte over stok og sten og må overnatte i det fri med de få ejendele, de har været i stand til at tage med sig.

– Mission Øst har over 20 års erfaring med nødhjælpsarbejde, blandt andet fra borgerkrigshærgede lande. Derfor genoptager vi nu vores arbejde i det nordlige Irak, siger læge og generalsekretær i Mission Øst Kim Hartzner, som er på vej til Irak, i en pressemeddelelse.

Mange af flygtningene er taget til byerne Erbil og Dohuk i den kurdiske del af Irak. Mission øst samarbejder med den lokale folkekirke, hvor mange af de fordrevne – kristne, yazidier og andre religiøse mindretal – i øjeblikket har søgt tilflugt.

I første omgang ankommer en fortrop på tre mand, som sammen med en lokal tolk skal forberede indsatsen i området. Ifølge Mission Østs vicegeneralsekretær, Peter Sigetty Bøje, skal de finde frem til pålidelige samarbejdspartnere og distributionskanaler.

I næste uge kommer et team med omkring syv nødhjælpsarbejdere fra Mission Øst til området.

Også Beredskabsstyrelsen sender fredag en ekspert til byen Erbil i det nordlige Irak, hvor FN koordinerer katastrofehjælp til regionen. Den danske ekspert skal hjælpe med at skabe overblik over, hvordan nødhjælpen skal fordeles i området.

Den humanitære krise i Irak eskalerer som følge af den væbnede konflikt, der har bredt sig hastigt over de seneste måneder, lyder det fra forsvarsminister Nicolai Wammen (S) i en pressemeddelelse.

– Situationen i Irak udvikler sig dramatisk, og jeg er glad for, at Beredskabsstyrelsen hurtigt kan rykke ud og bidrage til, at de humanitære organisationer kan hjælpe de mange flygtninge i området, siger Nicolai Wammen.

FN vurderer, at 1,2 millioner mennesker siden januar er fordrevet fra deres hjem. Dertil kommer mere end en million internt fordrevne og mere end 200.000 flygtninge fra det borgerkrigshærgede naboland Syrien, der har søgt tilflugt i Irak.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS