Danske muslimer vil have særhensyn
Der er stor forskel på, hvordan danske muslimer og resten af befolkningen ser på de hensyn, der skal tages over for muslimske børn i daginstitutioner og skoler.
En meningsmåling, som Wilke har foretaget for Jyllands-Posten viser, at 73,9 procent af de danske muslimer mener, at der bør sætte bruseforhæng op, så børnene kan gå i bad efter idræt uden at vise deres nøgne krop for andre. Spørger man alle danskere, er det kun 39,6 procent, der mener det samme, skriver Jyllands-Posten.
Ser man på den mad, der serveres for børnene i institutioner og skoler, mener 83,4 procent af de danske muslimer, at der skal serveres halalslagtet kød. Kun 25,7 procent af alle danskere, der mener det samme.
Socialdemokraternes integrationsordfører, Dan Jørgensen (S), mener ikke, meningsmålingen er udtryk for et problem.
»Nogle politikere leder efter et sted at tage en værdikamp. Men langt de fleste steder kan man finde ud af det med en ganske almindelig, pragmatisk tilgang. Jeg oplever det ikke som et stort problem,« siger han til Jyllands-Posten.
Integrationsekspert fra Aarhus Universitet Jens Peter Frølund Thomsen mener, undersøgelsen er udtryk for, at de muslimske indvandrere og resten af befolkningen er uenige om, hvorvidt Danmark skal være et multikulturelt samfund.