Danske iskæmper falder i kvartfinalen efter stor fight
Danmark tabte VM-kvartfinalen med 1-5 til Finland, men havde godt fat i finnerne langt inde i kampen.
VM-sensationen er afblæst, og turneringen er slut for det danske ishockeylandshold, der tabte 1-5 til Finland i Sankt Petersborg torsdag eftermiddag.
Men danskerne solgte sig dyrt mod et brølstærkt finsk mandskab, der fik lov at slide hårdt for den forventede sejr, der blev større end den reelle forskel på de to hold.
Nederlaget kan de danske spillere selvfølgelig ikke bruge til noget, men når de går på sommerferie fredag, kan de tænke tilbage på en turnering, hvor de har taget dansk ishockey til et nyt niveau.
Alene de minutter efter Lars Ellers 1-2-reducering i anden periode, hvor Finland blev presset til momentan rådvildhed, og hvor de russiske tilskuere vågnede op og brølede danskerne frem ad isen, var alle knubs og blå mærker værd.
Desværre genetablerede supertalentet Patrik Laine den finske tomålsføring kort før afslutningen på anden periode, da han viste sin uhyggelige skudteknik og klappede pucken op i hjørnet bag Sebastian Dahm.
Det var noget af en knuser for de danske forhåbninger. Var spillerne sluppet til pausen med 1-2, ville alt være åbent før tredje periode, men nu blev kampens sidste tredjedel en lidt tam omgang næsten blottet for højdepunkter.
Det fjerde mål faldt, da danskerne forsøgte at trække Dahm ud af målet i en sidste satsning, men pucken blev tabt i netop det sekund, hvor keeperen nåede ud i boksen.
Billige mål
I det hele taget er der grund til at ærgre sig over måden, storfavoritterne fik flere af deres mål på.
Ved det første kiksede det danske hold flere muligheder for at ekspedere pucken ud af egen zone, inden den havnede hos målskytten Mikael Granlund.
Det andet var endnu billigere, da en Dahm-retur uheldigt røg lige ud i Stefan Lassens skøjte og derfra ind i målet.
Til gengæld var det opløftende at se, hvordan de to bedste danske kæder formåede at spille lige op med den prominente modstander.
Her viste især NHL-kæden sig fuldt på niveau med finnerne, og den fremragende Lars Eller spillede sin bedste kamp i turneringen.
Tredjekæden havde til det til gengæld svært og måtte tilbringe for meget tid i egen zone. Her gjorde finnernes langt større bredde sig for alvor gældende.
De 15 dage i Rusland blev et nyt og tiltrængt højdepunkt for dansk ishockey efter nogle magre år i kølvandet på den første kvartfinale i 2010.
Spillet har denne gang været bedre og mere offensivt, og Nikolaj Ehlers, Lars Eller og Jannik Hansen har udgjort en engageret og ærgerrig topkæde, der har tilladt danskerne at flytte spillet frem i modstandernes zone.
NHL-forstærkningen har været uvurderlig, og den vil også fremover være helt afgørende for, om Danmark skal spille med, hvor det er sjovt.
/ritzau/