Danske hjemmesider sporer os ulovligt
Flere hjemmesider lægger sporingscookies på computeren, før man når at læse advarslerne, viser undersøgelse.
Når man sidder ved computeren og er på nettet, er det ikke usandsynligt, at man støder på advarsler om, at en hjemmeside bruger såkaldte cookies.
Det gør den, fordi det er et krav i cookieloven, skriver it-mediet Version2.
Men der er et problem, da de største hjemmesider konstant bryder loven og allerede lagrer cookies på computeren, før brugeren har læst advarslen.
En undersøgelse, som Ingeniøren og Version2 har lavet, viser, at samtlige hjemmesider på den top-100-liste, som brancheforeningen Danske Medier udarbejder, lægger cookies på brugernes computer. Det gør de efter få sekunders besøg, skriver Version2.
96 af de 100 hjemmesider benytter cookies fra en tredjepart, altovervejende fra reklamenetværk. De benytter de små sporingsfiler til at følge brugerne rundt på nettet og kortlægge en profil, som bliver benyttet til at målrette annoncer.
Det er årsagen til, at internetbrugere oplever at blive forfulgt af de samme reklamer på nettet.
Omfanget overrasker Rene Rydhof Hansen, der er datalogi-lektor ved Aalborg Universitet.
– Det er vanvittigt. At der er så mange penge i et realtidsmarked for bannerannoncer, så det er interessant for så mange virksomheder, overrasker mig, siger han til Version2.
Cookies er anonyme og viser ikke navn eller andre personlige oplysninger. Men når de samles fra mange hjemmesider, tegner de en profil af, hvem brugeren er.
– Annoncenetværkene har nogle af de mest detaljerede oplysninger. De kunne, hvis de ville, finde ud af, hvem du er, forklarer Rene Rydhof Hansen.
Selv om cookielovgivningen kræver samtykke, før der bliver sat sporingsfiler på brugerens computer, håndhæver myndighederne ikke reglerne, skriver Version2.
En cookie er en fil, som lægges på din computer eller andet it-udstyr. Den gør det muligt at genkende din computer og samle information om, hvilke sider og funktioner der besøges med din browser.
/ritzau/