Danske fuglekiggere blev fanget i kampe i Filippinerne

Foto: Google Earth
Offentliggjort Sidst opdateret

Tre danske fuglekiggere slap uskadt, da de fredag blev fanget i skudvekslinger på urohærget filippinsk ø.

Det blev mere dramatisk end planlagt, da tre danske turister fredag var på en guidet tur i et bjergområde på en ø i det sydlige Filippinerne for at se på fugle.

Danskerne blev fanget i kamphandlinger mellem regeringsstyrker og kommunistiske oprørere, skriver nyhedsbureauet AFP lørdag.

De tre danskere kom ikke til skade, men deres guide blev ramt af skud i højre arm, og han blev efterfølgende behandlet på hospitalet. Med på turen var også tre briter og en australsk turist, som ligeledes slap uskadte fra krydsilden.

Udenrigsministeriets Borgerservice kender endnu ikke til de nærmere omstændigheder, men oplyser til Ritzau, at ambassaden i Manila er i gang med at undersøge, hvad der fredag skete i det filippinske naturområde på øen Minandao.

Skudvekslingen brød ud mindre end 200 meter fra fugleentusiasterne.

Militæret jagtede en gruppe kommunistiske oprørere, efter at oprørerne onsdag havde dræbt en soldat fra regeringsstyrken i området. Det siger major Christian Uy fra det filippinske militær.

Området, hvor de danske turister var på tur, er trods de hyppige uroligheder på øen et yndet rejsemål for naturelskere. Og turister er da også før kommet i problemer i det sydlige Filippinerne.

I 2012 blev to fuglekiggere fra Holland og Schweiz bortført under en ekspedition. Den schweiziske turist slap senere væk, mens hollænderen stadig ikke er fundet.

Det var dengang angiveligt en militant gruppe med forbindelse til al-Qaeda, der stod bag.

/ritzau/AFP

Powered by Labrador CMS