Danske børn lapper reklamer fra sociale medier i sig
Når en fed app kan downloades gratis på telefonen, eller når Mascha Vang reklamerer for en kamerataske på sociale medier, er det ikke alle børn og unge, der forstår, at der er tale om reklame.
»Hun skriver jo bare om tasken. Se selv, Mascha skriver: ’Tror den kommer på ønskelisten til jul.«
Sådan lyder for eksempel et citat fra en teenager i en ny rapport lavet af regeringens ekspertudvalg for børn, unge og markedsføring.
Rapporten sætter fokus på de udfordringer, børn og unge møder som forbrugere på nettet, og den viser, at der blandt børn og unge er et generelt problem med at forstå en verden, hvor køb af et blad kan blive til et fast abonnement, hvor gratis spil ikke er gratis og hvor kendte har fået penge for at rose et produkt.
Derfor opfordrer ekspertudvalget til, at børn og unge klædes bedre på og foreslår at sætte ind med læringsforløb til børn, der går i børnehave og folkeskole, så de i en tidlig alder bliver bevidst om, hvordan de er gode forbrugere på nettet.
»Børn og unge er ikke opmærksomme på, at for eksempel bloggere blogger på vegne af en virksomhed, og at det altså er reklame. Børn opfatter det som om, at det bare er en enkelt person, der synes, at en bestemt taske er fed,« siger direktør i Konkurrence og Forbrugerstyrelsen, Agnete Gersing, der er formand for ekspertudvalget.
Hun understreger vigtigheden af at være en bevidst om, hvordan man køber på nettet.
»Det er vigtigt, at man som forbruger er opmærksom på, at her er der nogle virksomheder, som forsøger at få mig til en given adfærd og er bevidst om, at man kan blive fristet af at gøre noget, som i den sidste ende ikke er et godt valg for en som forbruger,« siger forbrugerdirektøren.
Ifølge ekspertudvalgets rapport, der bygger Gallups Børneindeks, har knap 30 procent af de fem til syvårige har handlet på internettet i 2013, mens tallet stiger til 60 procent for de otte til tolvårige. Derudover har hele 95 procent af alle teenagere købt ting på nettet sidste år.
Cirka 30 procent af forældrene har aldrig talt med deres børn om markedsføring på nettet, og 17 procent af børnene er aldrig under voksenopsyn, når de er online.