Danske Bank: Så meget får du i tillæg for store bededag
Tjener man 500.000 kroner om året, bliver tillæg for sløjfet helligdag på 1290 kroner, viser tal fra bank
Danske Bank har regnet på, hvad regeringens plan om at sløjfe store bededag som helligdag vil betyde for den enkelte lønmodtager.
Det skriver Berlingske.
Beløbet, som de månedslønnede vil få i kompensation, vil være 0,45 procent af årslønnen og afhænger derfor af, hvor meget man tjener.
950 kroner om året
Tjener man for eksempel 350.000 kroner om året før skat, bliver tillægget en udbetaling på 950 kroner om året efter skat.
Er årslønnen derimod 500.000 kroner om året før skat, bliver tillægget på 1290 kroner.
Tjener man 750.000 kroner, får man 1470 kroner udbetalt efter skat om året.
Tjener man en million, kan man se frem til 1950 kroner udbetalt i tillæg efter skat.
Timelønnede kommer til at få almindelig timeløn.
Inden for en måned
Regeringen har torsdag fremlagt sin plan om at sløjfe en helligdag og har samtidig bekræftet, at det bliver store bededag, som bliver fjernet.
Der er lagt op til, at lovforslaget skal vedtages inden for en måned. Det er kortest mulig tid, hvis det skal leve op til reglerne.
Dermed er der kortere tid end vanligt til at komme med indsigelser og kritik, som Folketinget kan tage højde for.
"Utilstedeligt"
Planen er blevet skarpt kritiseret af flere partier, der blandt andet anklager regeringen for at bruge bøllemetoder og være magtfuldkommen.
Ifølge Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) er det "utilstedeligt", at regeringen vil sløjfe store bededag.
Sådan lyder det torsdag fra organisationens formand, Lizette Risgaard.
Ekstraordinært møde
Som reaktion på regeringens plan skal FH samles torsdag aften til et ekstraordinært møde og drøfte sagen.
Dele af organisationen har lagt op til, at den kan ende med at anbefale sine medlemmer at stemme nej til en ny overenskomst, hvis ikke forslaget droppes.