Danske aviser: Vi må ikke lade os kue

Foto: Erik Refner/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Politiken kalder angreb i Frankrig for “et attentat på alt det, vi er stolte af og står for”.

Onsdagens angreb på det franske satiremagasin Charlie Hebdo må ikke få frygten til at tage over.

Det er der bred enighed om i de danske aviser, som i torsdagens udgaver tager afstand fra angrebet, der kostede 12 mennesker livet og sårede 11.

Politiken kalder i sin lederspalte på forsiden massakren for “et attentat på alt det, vi er stolte af og står for”.

– Den største respekt, vi i dag kan vise Charlie Hebdo, er ikke selv at lade os skræmme. At sige i dag, hvad vi også ville have sagt i går. At holde fast i, at vi, som ønsker et frit og åbent samfund, altid vil være stærkere end dem, der vil lukke munden på os, skriver Politiken.

Charlie Hebdo er kendt for sine kontroversielle tegninger. Magasinet har tidligere været udsat for et brandattentat, og i 2006 valgte Charlie Hebdo at genoptrykke nogle af de tegninger af profeten Muhammed, som Jyllands-Posten i 2005 offentliggjorde til mange muslimers vrede.

Jyllands-Posten kalder i dag angrebet i Paris for en påmindelse om, at truslen fra “det vanvittige religiøse overdrev er konkret og nærværende”.

– Den frie verden og alle dens institutioner må lige nu stille sig solidarisk med Charlie Hebdo, det franske folk og den franske stat med en fælles opfordring til ikke at lade os kue af mørkets kræfter, hedder det i avisens lederspalte.

Berlingske, der har valgt at trykke en række af Charlie Hebdos forsider gennem tiderne, stemmer i:

– Demokrati og ytringsfrihed må og skal ikke kues. Der er dog ingen tvivl om, at det for mange vil være en nærliggende konklusion at holde lav profil, dække sig og undgå at provokere stærke følelser.

Børsen har valgt at skrive sin leder om angrebet på både dansk og fransk. Avisen betoner, at Charlie Hebdo fortjener respekt.

– Vores demokratiske samfundsmodel fungerer i kraft af ytringsfriheden, som giver mulighed for kritik og udvikling. Om den bruges klogt eller uklogt, er ikke op til hverken myndigheder eller religiøse ledere at afgøre.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS