Dansk vognmand taget for snyd
En dansk vognmand er blevet taget for systemisk brug af falske fragtbreve og ulovlig cabotagekørsel.
To politikredse samarbejdede i en sag om omfattende snyd med papirer. Det, der fik sagen til at rulle, var en anholdelse som Tungvognscenter Øst ved Midt- og Vestsjællands Politi foretog, af en chauffør.
Her viste det sig, at chaufføren var i besiddelse af falske fragtbreve udstedt af chaufførens vognmandsvirksomhed.
I samarbejde med Tungvognscenter Syd hos Sydøstjyllands Politi fandt politiet frem til flere tungvogne, hvor det også var et problem.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Seks ulovlige ture
Det stod klart for Midt- og Vestsjællands Politi, at der var noget mistænkeligt ved en chauffør, der kørte for en tysk vognmand, da hans forklaringer ikke stemmede overens med de papirer, han havde i lastbilen.
Chaufføren erkendte til sidst, at han var i besiddelse af et falsk fragtbrev. Mens politiet også kunne konstatere, at chaufføren havde kørt seks ulovlige cabotageture i Danmark indenfor de seneste ni dage.
Ransagning af virksomhed
Politiet tog chaufføren ind til en afhøring. Ud fra hans forklaringer stod det klart, at der muligvis var en større sag om snyd.
Midt- og Vestsjællands Politi tog derfor kontakt til Sydøstjyllands Politi, da vognmandsvirksomheden, som chaufføren kørte for er et tysk datterselskab til et dansk vognmandsvirksomhed, og virksomheden er placeret i Sydøstjyllands Politis politikreds.
Da politiet ransagede virksomheden fandt man flere falske fragtbreve. Mens man på baggrund af det fund, søgte efter flere lastbiler fra samme firma hos Tungvognscenter Øst. De fandt to lastbiler mere.
Systematisk snyd
Den danske vognmand er blevet sigtet for dokumentfalsk grundet det systematiske brug af falske fragtbreve.
Artiklen fortsætter efter videoen.
Derudover er vognmanden sigtet for ulovlig cabotagekørsel med fire af virksomhedens lastbiler. Vognmanden har betalt 250.000 kroner for at få frigivet de tre lastbiler, politiet har tilbageholdt til at dække bøderne for den ulovlige cabotagekørsel.
– Jeg er rigtig glad for den her sag, fordi det på ingen måde skal kunne betale sig at drive ulovlig virksomhed her i Danmark. Vi får slået ned på cabotagekørsel og dokumentfalsk, og vognmanden kan se frem til en stor sag, som vores medarbejdere med høj faglig viden har kunnet påvise, siger politikommissær fra Midt- og Vestsjællands Politi Henrik Fobian og fortsætter:
– Vores samarbejde på tværs af tungvognscentrene har virkelig været effektivt i den her sag, og alle har handlet med høj faglighed, hurtig respons og med de helt rigtige beføjelser.