Dansk virksomhed med kæmpe milliardoverskud

Resultatet før skat hedder 17 milliarder hos Novo Nordisk. Foto: NIELS HOUGAARD/POLFOTO
Offentliggjort Sidst opdateret

Novo Nordisk topchef er tilfreds med resultaterne efter udfordrende halvår, lyder det.

Novo Nordisk kom ud af første halvår 2014 med et resultat før skat på 17,3 milliarder kroner. Det er en stigning på fem procent i forhold til samme periode sidste år, oplyser selskabet.

– Vi er tilfredse med de finansielle resultater opnået i et udfordrende første halvår af 2014, siger administrerende direktør Lars Rebien Sørensen i regnskabet.

Novo Nordisk fastholder forventningerne til 2014 i lokal valuta, mens valutamedvind betyder, at forventninger i danske kroner præciseres opad.

Målt i lokal valuta venter Novo Nordisk fortsat en vækst salget på 7-10 procent samt en stigning i resultatet af primær drift på “omkring” 10 procent.

I danske kroner udtrykkes forventning om en salgsvækst på 4-7 procent i kroner og en fremgang i resultatet af primær drift på 5 procent. Tidligere ventede Novo en fremgang på toplinjen på 2,5-5,5 procent målt i kroner samt på omkring 3 procent, når det kom til driftsresultatet.

Efter skat lyder bundlinjen efter første halvår på 13,5 milliarder kroner. Det er en stigning på seks procent, oplyser selskabet.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS