Dansk ungdomsserie modtager international Emmy

Dansk filminstruktørs seriedebut, "En af drengene", har modtaget en Emmy for Bedste Børne-liveaction

Offentliggjort

Den danske tv-serie "En af drengene" modtager en Emmy for Bedste Børne-liveaction ved den internationale udgave af prisuddelingen natten til tirsdag i New York.

Det fremgår af et opslag fra International Emmy Awards på det sociale medie X.

Liveaction er typisk en spillefilm eller en tv-serie, der er optaget med levende skuespillere uden animation.

En rigtig mand 

"En af drengene" blev oprindeligt sendt på streamingtjenesten Viaplay i 2023 og er produceret af produktionsselskabet Apple Tree Productions.

Serien handler om den følsomme teenagedreng Lau, der sammen med drengene fra sin provinsby tager på "mandetur" for at bevise, at han er "en rigtig mand", skriver Viaplay om serien på sin hjemmeside.

Undervejs viser det sig at blive vanskeligt, da han på turen får følelser for en anden dreng, lyder beskrivelsen videre.

Tv-serien er skrevet og instrueret af den danske filminstruktør Teys Schucany i fællesskab med manuskriptforfatter Frederik Rye. Ungdomsserien er Schucanys første tv-serie.

Fra venstre var instruktør Teys Schucany, skuespiller Jonathan Tage Pedersen, producent Mathias Bruunshøj Jakobsen og manuskriptforfatter Frederik Rye til stede ved nattens internationale Emmy Awards, hvor de modtog prisen for Bedste Børne-liveaction med serien "En af drengene".

Flygt frys kæmp

30-årige Schucany har tidligere instrueret og skrevet manuskriptet til filmen "Elsker dig i skjul" fra 2021, ligesom han har instrueret filmen "Flygt frys kæmp" fra 2022.

Ungdomsserien er ikke Frederik Rye og Teys Schucanys første samarbejde. Det var nemlig Rye, der stod bag manuskriptet til "Flygt frys kæmp".

Lau spilles af skuespiller Jonathan Meinert Pedersen, mens også Jacob Spang Olsen, Oliver Tikotzki og Rasmus Botoft er på rollelisten.

Ungdomsseriens hovedrolleindehaver Jonathan Meinert Pedersen har tidligere spillet rollen som Tristan i tv-serien "Klassen".

Han har også medvirket i filmen "For min brors skyld" fra 2014, ligesom han har haft roller i opsætninger på Det Ny Teater og Odense Teater.

International Emmy Awards uddeles til internationale tv-produktioner uden for det amerikanske marked.

FAKTA: Rejseholdet er blandt tidligere danske Emmy-modtagere

Flere danske produktioner har gennem årene fået en Emmy ved den internationale udgave af prisuddelingen.

Den danske tv-serie "En af drengene" er natten til tirsdag dansk tid blevet hædret med en Emmy i kategorien Bedste Børne-liveaction ved den internationale udgave af den prestigefulde prisuddeling.

Dermed skriver serien sig ind i en række af danske produktioner, der gennem tiden er løbet med en pris ved showet.

Her kan du se en liste over danske vindere ved International Emmy Awards:

* Bedste Dramaserie:

2009: "Livvagterne".

2005: "Ørnen".

2003: "Nikolaj og Julie".

2002: "Rejseholdet".

* Bedste Mandlige Skuespiller:

2018: Lars Mikkelsen ("Herrens Veje").

* Bedste Tv-film/Miniserie:

2005: "Unge Andersen".

* Bedste Børne-liveaction:

2024: "En af drengene".

* Bedste Børneunderholdning:

2016: "Ultras sorte kageshow".

* Særlig direktørpris:

2016: Mare Rørbye Rønn (for DR's arbejde med tv-drama).

Kilde: Emmy International Awards.

Powered by Labrador CMS