Dansk tv-vært udsat for drabsforsøg: Fik åbent benbrud

En 24-årig mand er blevet dømt for at have forsøgt at slå en tidligere dansk tv-vært ihjel.

En 24-årig mand er dømt for drabsforsøg mod en tidligere tv-vært, som han i længere tid havde chikaneret. Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

En længerevarende chikanesag kulminerede den 10. januar i år i et uhyggeligt angreb. Her blev en dengang 43-årig kvinde bevidst påkørt, da hun kom gående på et fortov i Viby J på vej til sit arbejde.

En 24-årig mand blev onsdag kendt skyldig i drabsforsøg for den bevidste påkørsel. Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Retten fandt det bevist, at den 24-årige bevidst havde påkørt kvinden for at forsøge at slå hende ihjel. Hun “slap” dog med et åbent benbrud og flere mindre skader. Han kørte efterfølgende fra stedet, men blev kort efter fanget af politiet, da det ene forhjul var punkteret ved kørslen op på fortovet.

Manden var dømt for flere tilfælde af chikane mod kvinden, der ifølge Ekstra Bladet er en tidligere tv-vært. Han havde et tilhold mod at kontakte kvinden.

Manden blev dømt til psykiatrisk anbringelse på ubestemt tid. Han fik også frakendt sit kørekort ubetinget i tre år. Den 24-årige mand har anket dommen, og han nægter sig skyldig.

Anklager Rosa Pape udtrykker tilfredshed med dommen.

– Jeg er tilfreds med, at retten fandt det bevist, at den tiltalte havde til hensigt at dræbe og derfor fulgte min indstilling om at dømme ham for forsøg på manddrab, siger Rosa Pape i pressemeddelelsen.

Powered by Labrador CMS