Dansk træner angriber IHF: -Dommerne slår sporten ihjel

Polens Kim Rasmussen anklager Det Internationale Håndboldforbund for at sende alt for dårlige dommere til VM.

– Jeg håber, at IHF snart forstår, at det er et VM, det her, siger Polens træner Kim Rasmussen. Foto: Henning Bagger/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Dommerne ved VM er uden udstråling og uden klar linje og magter slet ikke at dømme kampe på højeste internationale niveau.

Sådan lyder kritikken fra Polens danske succestræner Kim Rasmussen, der retter et frontalangreb på Det Internationale Håndboldforbund (IHF), som han beskylder for at nedprioritere kvindehåndbolden ved at vælge andenrangs dommere.

– Jeg håber, at IHF snart forstår, at det er et VM, det her. De vil gerne gøre sporten global, og de vil gerne gøre den større, og alligevel bliver vi ved med at få dommere, der ikke engang kan styre en 2. divisions herrekamp i den danske liga, siger Kim Rasmussen.

Polen tabte fredag aften semifinalen til Holland, og den linje, som det serbiske dommerpar Vanja Antic og Jelena Jakovljevic lagde for dagen ved den lejlighed, fremkalder kun hovedrysten fra Rasmussen.

– Det var slet, slet ikke dommernes skyld, at vi tabte til Holland. Men deres linje var håbløs. De havde nogle kendelser, der ikke kunne lade sig gøre. Vi havde en spiller, der gled og alligevel fik to minutters udvisning. De så ingenting.

– Det er sørgeligt, at kvindehåndbold bliver nedprioriteret på den måde. Det var to dommere, der absolut ingen udstråling havde. Man kunne risikere at falde i søvn, hvis man så på dem alt for længe.

– Det er ærgerligt for denne sport, som vi gerne vil gøre stor, at den skal slås ihjel af manglende dialog og manglende føling, siger Kim Rasmussen.

Dermed er den polske landstræner på bølgelængde med flere danske spillere, der undervejs ved VM har udtrykt frustration over at få tildelt dommere, der er et stykke fra verdenstoppen.

Kim Rasmussen slår fast, at VM i kvindehåndbold bør have deltagelse af verdens bedste dommere.

– Jeg kunne godt tænke mig, at IHF viste os noget respekt og sendte nogle dommerpar, som kunne håndtere disse kampe på et respektabelt niveau, siger Kim Rasmussen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS