Dansk topchef får sparket
Fyringer i Meta, der står bag Facebook, rammer også den danske afdeling, hvor landechefen stopper
Bladet fra Mark Zuckerbergs sparekniv kan mærkes hele vejen i Danmark. Facebook-stifteren oplyste i slutningen af 2022, at der skal nedlægges 11.000 stillinger i selskabet bag Facebook, Meta.
En af de stillinger bliver posten som landechef for Meta i Danmark. Det skriver magasinet Markedsføring fredag.
Den nuværende landechef, Pia Tandrup, fortæller til magasinet, at hun stopper på posten, og at stillingen nedlægges.
- Ligesom resten af det europæiske marked er vi i Danmark ramt af de opsigelser og strukturelle ændringer, som Mark Zuckerberg gennemfører i Meta, siger hun til Markedsføring.
Afdeling nedlægges
Hun vil ikke oplyse, hvor mange medarbejdere der opsiges i Danmark.
Ifølge magasinets oplysninger skal blandt andet Metas kommunikationsafdeling i Danmark nedlægges.
Til gengæld overlever selskabets salgsafdeling. Det fremgår ikke, hvor de oplysninger stammer fra.