Dansk top-træner fyret

Bo Henriksen nåede godt et år som cheftræner FC Midtjylland. Torsdag blev han fyret

Offentliggjort Sidst opdateret

Bo Henriksen er fyret som cheftræner i FC Midtjylland. Det oplyser klubben fra Superligaen torsdag på et pressemøde.

Udviklingen i holdets spillestil og udtryk har ikke levet op til klubbens forventninger.

- På den baggrund er vi efter moden overvejelse nået frem til, at vi har behov for en ny cheftræner, og vi synes, at timingen nu er god til at vore veje skilles, siger direktør Claus Steinlein i en pressemeddelelse.

Den 37-årige assistenttræner Henrik Jensen overtager midlertidigt rollen som cheftræner. Han kom til FCM som ungdomstræner i 2018 og blev sidste sommer forfremmet til assistent for Henriksen.

Hans første opgave bliver fredagens udekamp mod OB i Superligaen og tirsdagens udekamp mod Benfica i Champions League-kvalifikationen.

Ærgrer sig

Henriksen ærgrer sig over fyringen. Han havde håbet på mere tid.

- Men jeg anerkender, at det er klubbens ret – og pligt – at sætte sit eget hold. Som træner er man altid til debat, og i mit tilfælde har FC Midtjylland nu truffet den beslutning, at jeg ikke kan bringe holdet videre.

- Det er jeg uenig i, men det er et vilkår, at man kan blive afskediget, når man er cheftræner i en stor klub, siger Henriksen.

Bo Henriksen nåede godt et år som cheftræner i FC Midtjylland.
Bo Henriksen nåede godt et år som cheftræner i FC Midtjylland.

Afløste Brian Priske

Bo Henriksen blev ansat som afløser for Brian Priske i sommeren 2021, da Priske var skiftet til belgiske Royal Antwerp.

Efter seks sæsoner som cheftræner i AC Horsens skrev Henriksen en treårig kontrakt med FCM, der netop var blevet nummer to i Superligaen efter Brøndby.

Han førte i sidste sæson holdet til en ny andenplads i Superligaen - denne gang efter FC København - samt en pokaltitel og et gruppespil i Europa League.

I denne sæson har FC Midtjylland under Henriksens ledelse indledt sæsonen med 1-1 mod Randers FC og 1-3 mod Silkeborg IF på hjemmebane i Superligaen.

Derudover er FCM gået videre til tredje runde i Champions League-kvalifikationen efter to gange 1-1 mod AEK Larnaca og en vunden straffesparkskonkurrence.

Den samlede sejr over det cypriotiske hold har sikret FCM to møder med Benfica i Champions League-kvalifikationen og mindst et gruppespil i Europa League i efteråret.

FC Midtjylland

FC Midtjylland (FCM) blev stiftet i 1999 som en overbygning mellem Herning Fremad og Ikast fS.

Begge klubber lå på daværende tidspunkt i 1. division, men klubben rykkede i 2000 op i første forsøg, og har siden da i den grad sat sit præg på Superligaen.

Klubben vandt sit første mesterskab i 2015, og har med yderligere to mesterskaber siden da bidt sig fast som hovedudfordrer til FCK i kampen om mesterskaberne i dansk fodbold.

FCM spiller sine hjemmekampe på MCH Arena i Herning, hvor der er plads til 11.432 tilskuere.

Danmarksmesterskabet

Guld (3): 2015, 2018, 2020

Sølv (4): 2007, 2008, 2019, 2021

Bronze (5): 2002, 2005, 2012, 2014, 2016

Pokalturneringen

Guld (1): 2019

Sølv (4): 2003, 2005, 2010, 2011

Kilde: Kilde: fcm.dk/Wikipedia
Powered by Labrador CMS