Dansk sygeplejerske kan fortsætte ebola-karantæne i eget hjem

Foto: LEON NEAL/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Den danske sygeplejerske, der er rejst hjem fra Sierra Leone på grund af mulig risiko for smitte med ebolavirus, kan fredag udskrives fra sygehuset og fortsætte karantæne i eget hjem. Det skriver Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.Efter en konkret vurdering af smitterisikoen har Sundhedsstyrelsen besluttet at anbefale tre ugers karantæne under tæt observation.

Sygeplejersken fik den 6. januar ved et uheld revet hul på den ene beskyttelseshandske efter at have arbejdet med ebolapatienter i Sierra Leone.

Hun blev efterfølgende vurderet på Infektionsmedicinsk Afdeling på Aarhus Universitetshospital Skejby, og Sundhedsstyrelsen har været i tæt kontakt med lægerne på afdelingen.

I karantæneperioden vil sygeplejersken blive overvåget tæt med besøg og kontrol af daglige temperaturmålinger, ligesom hun bør undgå tæt kontakt med andre mennesker og ikke forlade hjemmet.

Formålet med karantænen er at sikre en hurtig undersøgelse og behandling, hvis sygeplejersken får symptomer samt forhindre eventuel smitte til andre. Får hun feber eller andre symptomer, vil hun straks blive indlagt under højisolation på infektionsmedicinsk afdeling til undersøgelser og behandling, skriver Sundhedsstyrelsen.

Powered by Labrador CMS