Dansk storbank pudser inkassofirma på 12.000 kunder
Banken Nordea har solgt 12.000 kundesager til et inkassobureau. Det skriver banken i en pressemeddelelse
Storbanken Nordea har opgivet selv at inddrive gæld fra 12.000 kundesager i Danmark og har nu solgt kundernes gæld til et større inkassobureau. Det skriver banken i en pressemeddelelse.
Samlet er der tale om 12.000 kundesager med en gæld på 388 millioner euro, svarende til 2,9 milliarder kroner. Der er solgt til B2Holding, der ejer Nordic Debt Collection.
– Vi lader professionelle inkassofirmaer overtage flere af de misligholdte gældsposter, så vi i stedet kan fokusere på det præventive arbejde og derved hjælpe vores kunder med at undgå at komme i gældsproblemer, skriver bankdirektør med ansvar for privatkunder Mads Skovlund i meddelelsen.
Nordea tjener masser af penge på det
Salget givet Nordea en kapitalgevinst på 35-45 millioner euro. Nordea beskriver inkassobureauet som et selskab, der tilbyder “gældsløsninger”.
– De inkassofirmaer, vi samarbejder med, er meget nøje udvalgt – og et af kriterierne er deres måde at håndtere både vores kunder og vores medarbejdere på.
– Jeg er sikker på, at det vil være til gavn for vores kunder, at vi med transaktionen i endnu højere grad vil fokusere på vores kerneforretning, skriver Mads Skovlund.
Med salget af kundernes gæld går også seks medarbejdere fra Nordea til Nordic Debt Collection.
B2Holding er noteret på den norske børs og har ifølge Nordea 2200 ansatte og opererer i 23 lande.