Dansk stjerne rykker sydpå

GOG's danske landsholdskomet Mathias Gidsel stopper i GOG efter denne sæson og rykker til Bundesligaen

Mathias Gidsel rykker til Bundesligaen næste sommer
Mathias Gidsel rykker til Bundesligaen næste sommer
Offentliggjort Sidst opdateret

Mathias Gidsel tager et skridt op på karrierestigen og skifter til Füchse Berlin i sommeren 2022.

Den danske OL-sølvvinder har fået en treårig kontrakt fra næste sommer.

Det skriver bundesligaklubben Füchse Berlin på sin hjemmeside.

GOG bekræfter også på sin hjemmeside, at Mathias Gidsel stopper næste sommer.

Ifølge den fynske klub har 22-årige Gidsel valgt at benytte sig af en klausul i sin kontrakt i forbindelse med skiftet til den udenlandsk klub.

- Jeg er helt vildt taknemmelig for den tid, jeg har haft i GOG.

- Jeg er helt sikker på, at havde jeg ikke været i GOG og på Oure, så ville jeg ikke have haft mulighed for at få opfyldt den drøm, som jeg nu skal ud og opleve i udlandet, siger Mathias Gidsel.

Kåret til mest værdifulde spiller

Han er for nylig vendt hjem fra OL i Tokyo med en sølvmedalje og en kåring som mest værdifulde spiller i turneringen.

Mathias Gidsel kom til GOG i 2014, og som ungdomsspiller blev det til DM-guld som både U16- og U18-spiller.

Som seniorspiller i GOG er det indtil videre blevet til to DM-sølvmedaljer samt en pokaltitel.

- Heldigvis er det først næste år, og jeg glæder mig helt vildt meget til at spille i den gule trøje resten af sæsonen. Og der er jo stadig noget, vi mangler at vinde sammen, siger Gidsel.

Powered by Labrador CMS