Dansk stjerne i voldsom ulykke
Den tidligere verdensmester Nicki Pedersen mistede kortvarigt bevidstheden, skriver polsk medie
Speedwaykøreren Nicki Pedersen var tirsdag involveret i et voldsomt styrt i den polske speedwayliga.
Det skriver det polske medie Przegląd Sportowy.
Den 44-årige dansker var i aktion for sin polske arbejdsgiver Torun, der mødte GKM Grudziadz.
I tredje heat kolliderede den tidligere verdensmester med holdkammeraten Jack Holder og værternes Kenneth Bjerre, hvilket gik værst ud over de to Torun-kørere.
Mistede bevidstheden
Det polske medie skriver, at Nicki Pedersen kortvarigt mistede bevidstheden og ikke var i stand til at fortsætte.
Jack Holder havde smerter i venstre hånd og brystkassen.
Både Pedersen og Holder skal ifølge Przegląd Sportowy en tur på hospitalet.
Kenneth Bjerre er sluppet nogenlunde uskadt fra kollisionen, skriver mediet.
I sidste uge fratog Danmarks Motor Union (DMU) Nicki Pedersens licens i seks måneder på grund af truende og usportslig adfærd i en ligakamp for Holsted for en måned siden.
Nicki Pedersens advokat fortalte efterfølgende, at speedwaykøreren havde tænkt sig at anke kendelsen, da Pedersen-lejren mente, at der var sket fejl i sagsbehandlingen.