Dansk sportsstjerne i voldsomt styrt
Den 41-årige danske speedwaykører styrtede i en polsk ligakamp, og Nicki Pedersen skal undersøges af læge.
Den danske speedwaykører Nicki Pedersen var søndag aften involveret i et voldsomt styrt. Det skriver danskerens polske klub, Unia Tarnow, på Facebook.
Ifølge klubbens opdatering, så styrtede Nicki Pedersen i sit sidste heat, da Unia Tarnow kørte mod Gorzow i den polske liga.
– Nicki havde et voldsomt styrt i sit sidste heat, og han er ikke i stand til at deltage i omkørslen. Han skulle være okay, men vil blive undersøgt at en læge senere for at sikre, at alt er i orden, skriver klubben.
Her forklares det også, at danskeren efterfølgende klagede over smerter i skulder- og nakkeregionen.
Nicki Pedersen bekræfter på sin egen Facebook-profil, at han er blevet undersøgt af en læge, og der er eftersigende ikke sket fraktur på nakken. Han har dog lidt en fraktur på en mindre knogle i hånden.
Nicki Pedersen kørte 9. april sit første speedwayløb, siden han for 11 måneder siden brækkede en nakkehvirvel under et løb i Holsted.
Efter episoden var Nicki Pedersen fortsatte karriere i speedway uvist længe.
Den tredobbelte verdensmester er eneste faste danske kører i VM-serien i år, efter at Nicki Pedersen fik et wildcard til at deltage.
Grandprixserien begynder 12. maj i Polen.