Dansk skuespillerinde er død
Skuespillerinden sov stille ind i sit hjem i Nordsjælland.

Den danske skuespillerinde og forfatter Mimi Heinrich er død.
– Hun sov stille ind i sit hjem i Ramløse i Nordsjælland om morgenen den 31. maj, fortæller datteren Maria Dubin til Newsbreak.dk.
Mimi Heinrich blev 80 år.
Familien er i sorg:
– Vi er meget kede af det. Det er et hårdt slag, siger Maria Dubin.
Mimi Heinrich huskes af mange. Det giver folk udtryk for over for familien:
– Folk ringer og fortæller de husker min mor for hendes sødme. Det er overvældende, forklarer Maria Dubin.
Fik debut i 1957
Mimi Heinrich debuterede i 1957 på Det ny Teater. Hun optrådte sidenhen blandt andet i Cirkusrevyen og på Ungdommens Teater.
Hun medvirkede fra midten af 1950erne og 10 år frem i en række film, hovedsageligt lystspil med datidens folkekære skuespillere. Det var en sensation, da hun som den 19-årige teenager i 1955 viste sig nøgen i filmen “Blændværk”.
I årene 1963-1973 var hun bosat i USA – siden har hun boet i Danmark.
Mimi Heinrich var gift tre gange.
Mimi Heinrichs begravelse finder sted den 14. juni. Der er ceremoni i Ramløse Kirke klokken 12. Begravelse og jordpålæggelse finder sted på Hellerup Kirkegård klokken 14. Ceremonien og begravelsen er åben for alle.