Dansk skib redder 200 bådflygtninge

Foto: Scanpix (genrefoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

222 flygtninge er blevet reddet fra to overfyldte gummibåde i Middelhavet af et skib fra det danske rederi Torm. Det oplyser rederiet i en pressemeddelelse.

Episoden fandt sted søndag ud for Libyens kyst, hvor besætningen på det danskejede skib fik et nødopkald fra den italienske kystvagt.

Skibet sejlede derfor til stedet, hvor de to overfyldte gummibåde flød rundt, og bragte de godt 200 flygtninge til Sicilien.

»Jeg er glad for, at vores besætning handlede efter de gældende procedurer og var i stand til at redde så mange liv,« siger Jesper Jensen, der er teknisk direktør hos Torm, i en skriftlig kommentar.

Redningsaktionen er langt fra den første på Middelhavet, og ifølge Anders Ladekarl, generalsekretær i Dansk Røde Kors, har danske handelsskibe i 2015 reddet omkring 2.000 bådflygtninge fra det kolde vand.

I alt er mere end 55.000 flygtninge blevet reddet fra druknedøden i Middelhavet i 2015, hvor det forventes, at 500.000 bådflygtninge vil bevæge sig ud på den risikable sejltur.

Powered by Labrador CMS