Dansk politisag kommer for menneskerettighedsdomstol

Foto: Bo Bach Jensen (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

En decembernat i 2001 døde to unge mænd af politiets skud i Aarhus-forstaden Tilst. Nu har en Europæiske Menneskerettighedsdomstol valgt at efterprøve sagen, efter den har afventet behandling i over to år, skriver Jyllands-Posten.

Domstolen har ifølge avisen sendt en såkaldt underretning til den danske stat med spørgsmål om blandt andet politiets brug af magt og kvaliteten af den efterfølgende efterforskning af episoden.

Ifølge Jyllands-Posten er det første gang siden etableringen af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i 1959, at en sag mod Danmark om artikel to i Menneskerettighedskonventionen om retten til liv bliver efterprøvet ved domstolen.

Lektor ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet Trine Baumbach ser det som et tegn på, at der i domstolens opfattelse er menneskeretlige aspekter, som er værd at undersøge.

»Jeg kan ikke udtale mig om den konkrete sag, blot sige, at hvis sagen var ubegrundet, havde domstolen ikke taget den op. Der er 100.000 sager, der ligger og venter, og alene af den grund er den meget kritisk over for, hvilke sager den går videre med,« siger hun til Jyllands-Posten.

Ifølge lektoren vil en dom »være flov og skamfuld« for Danmark.

Det er fire pårørende, der står bag klagen til domstolen. Sagen er tidligere blevet ført ved landsretten og i Højesteret.

Powered by Labrador CMS