Dansk politi advarer kraftigt: Denne Facebook-besked må du ikke åbne

Phishing er et velkendt fænomen for politiet rundt omkring. Denne gang er det Facebook, der bliver misbrugt.

Offentliggjort Sidst opdateret

I juni rundede det sociale medie Facebook to milliarder månedlige brugere fordelt på det meste af verden. Nu forsøger ondsindede hackere at lukrere på netop det. Det får dansk politi til at advare på det kraftigste.

“Pas på ny slags phishing. Kommentaren i mailen virker troværdig, men udnytter facebookfunktionen, som sender mailnotifikationer til brugerne” skriver Rigspolitiets Nationalt Cyber Crime Center på Twitter tirsdag. Beskeden er ledsaget af et billede, der viser, hvordan kommentaren tager sig ud. Det billede kan du se her over artiklen. Du kan samtidig se mange andre phishing-beskeder, der er blevet advaret mod gennem tiden.

Lokker information

Hele konceptet bag phishing er at lokke så mange brugbare informationer ud af en person som muligt. Allerhelst kreditkortinformationer. Derfor er mange phishing-beskeder udformet som fakturaer eller oversigtet over manglende betalinger etc.

Det gælder også i dette tilfælde.

Lyssky typer meddeler dig via en Facebook-besked, at du har opført dig utilstedeligt via din konto hos Facebook, og hvis du vil have, at du må blive på det attraktive medie, skal du klikke på et link og udførligt indtaste informationer.

Spreder sig

Det vigtige i phishing-verdenen er naturligvis, at beskeden kommer vidt omkring. Den nød har svindlerne naturligvis også knækket i det pågældende tilfælde. Det fortæller Niels Denny, vicepolitiinspektør hos Rigspolitiet, til Ekstra Bladet, der også har omtalt denne nye phishing-besked.

– Det ser ret ægte ud, og så bruger den din Facebook-konto til at sprede sig til andre, siger han.

Klikker du på det vedhæftede link bliver din Facebook-konto altså misbrugt til at sende en massebesked ud til alle på din venneliste, og på den måde får mange flere den pågældende besked, der vil så mange som muligt ondt.

Powered by Labrador CMS