Dansk par købte baby i Polen: Nu er barnets fremtid afgjort
Parret blev i denne uge dømt for at have brudt loven, da de købte barnet.
Som Newsbreak.dk kunne fortælle 29. november, er et dansk par blevet dømt for at have købt et spædbarn for at kunne kalde det for deres eget barn. Ægteparrets store drøm om at få et barn blev opfyldt, da de for tre år siden hentede en to dage gammel dreng i Polen og betalte moderen 750 euro svarende til 5500 kroner.
Sælgeren var den nyfødte drengs mor, der overdrog drengen til det danske par uden om myndighederne på en café. Ægteparret, der bor i Nordjylland, blev onsdag i denne uge idømt en straf på 20 dages betinget fængsel og 40 timers samfundstjeneste. Det skriver Kristeligt Dagblad.
De blev dømt for efter overdragelsen af babyen at have løjet sig til et dansk cpr-nummer til drengen. Anklagen mod parret lød i første omgang på menneskehandel og overtrædelse af adoptionsloven, men retten mente ikke, at der er tale om et rugemors-forhold, hvor man bryder loven ved at købe en kvinde til at føde et barn.
Lever under gode forhold
Barnet er i dag tre år gammelt, har det godt og bor hos det danske par, der ifølge retten lever under gode og velordnede forhold. Og selvom ægteparrets køb af et barn set fra et etisk synspunkt er helt uacceptabelt, tyder alt på, at det er til barnets bedste at blive hos de danske forældre. Det mener Red Barnet og en børnepsykolog.
National chef i Red Barnet Kirsten Lund Larsen betegner sagen som helt speciel og vil ikke gå så vidt som til at karakterisere den som menneskehandel, da adoptivforældrene ikke er blevet dømt for dette.
– Efter vores viden er det en enkeltstående sag og en adfærd, som vi selvfølgelig tager afstand fra. Det er godt, at det bliver markeret, at den fremgangsmåde er ulovlig. Der er en grund til, at adop-tionsbureauer har kriterier for adoption, og det er vigtigt, at den enkelte far eller mor ikke kan tjene penge på at give barnet væk. Vi kan se, at retten mener, at barnet fortsat skal bo hos adoptivforældrene, og det virker rimeligt. Vi retter ikke op på, hvad der er sket ved at begå et nyt overgreb mod barnet og flytte det væk fra adoptivforældrene, siger Kirsten Lund Larsen til Kristeligt Dagblad.
Børnepsykolog John Halse mener også, at det formentligt tjener barnets tarv at blive hos forældrene, selvom de har overtrådt loven og handlet dybt uetisk ved at betale en mor penge for et barn.