Dansk pædagog indgår forlig i sag mod staten New York
Advokat for dansk pædagog siger, at forlig giver Malthe Thomsen 500.000 kroner efter anklager om krænkelser.
Malthe Thomsen, som var pædagogstuderende i New York, har indgået forlig i sin erstatningssag mod den amerikanske anklagemyndighed og staten New York, skriver dr.dk.
Den 25-årige dansker får ifølge mediet 500.000 kroner. Det har tidligere været fremme, at hans samlede erstatningskrav var på 47 millioner kroner.
– Jeg kan mærke, at det er den rigtige beslutning. Men jeg føler, at de er sluppet meget billigt, siger Malthe Thomsen tirsdag aften til TV2 News.
Ifølge hans advokat Jane Fisher-Byrialsen betyder forliget om erstatningen dog ikke, at sagen er slut.
Hun forventer ifølge DR et retsopgør med den kvindelige kollega, som anklagede danskeren for at have krænket børn i den børnehave, hvor de to arbejdede.
Kollegaen anmeldte Malthe Thomsen for snart to år siden, da han var i praktik i institutionen som pædagog. I første omgang tilstod danskeren overgrebene og blev varetægtsfængslet i USA.
Beskyldt for 15 tilfælde
Han blev beskyldt for i 15 tilfælde at have krænket børnehavebørn i fire-fem års alderen. Han skulle blandt andet have fået børnene til at berøre sit skridt uden på bukserne.
Det har dog senere vist sig, at beviserne mod ham ikke var sande, og derfor blev sagen droppet i november 2014.
Efterfølgende har Malthe Thomsen anlagt sag mod staten New York, anklagemyndigheden og den kvindelige kollega, der anmeldte ham.
Krævede syv millioner dollars
Oprindeligt krævede han en erstatning på syv millioner dollar, hvilket i dag svarer til 47 millioner kroner, fra anklagemyndigheden og politiet i New York.
Han mener blandt andet, at politiet pressede en tilståelse ud af ham med løgn, falske løfter og psykisk hårde afhøringsteknikker.
Alt sammen er det en del af de såkaldte Reid-teknikker, der bruges til afhøring i New York, har advokat Jane Fisher-Byrialsen tidligere fortalt.
I august kom det under et retsmøde frem, at to lærere og 12 af de 13 børn pure havde afvist, at der skulle have fundet overgreb sted.
Fem måneder senere droppede anklagerne sagen mod Malthe Thomsen på grund af manglende beviser.
/ritzau/