Dansk OL-helt er død: Vandt guld i Tokyo
Han blev 74 år gammel.
Kurt Helmudt, OL-guldvinder for Danmark, er død, 74 år gammel. Det skriver Eb.dk. Familien har over for mediet bekræftet, at den hæderkronede roer døde fredag.
Ekstra Bladet skriver, at Kurt Helmudt og hans tre roer-kolleger blev folkeeje, da de vandt guld ved OL i Tokyo i 1964. Kurt Helmudt vandt i selskab med Erik Petersen, John Hansen og Bjørn Hasløv, alle fire fra klubben Kvik.
Kategorien, firer uden styrmand, var forgængeren for det, vi i Danmark kender som “Guldfireren,” i dag, og det var dengang, en dansk OL-vinder absolut ikke dedikerede hele sit liv til sporten.
Lange træningsdage
Politiken bragte i 2016 et interview med Kurt Helmudt, hvor man kan læse, at John Ørstad Hansen var vvs-mand, Erik Petersen rørsmed, Bjørn Hasløv arkitektstuderende og Kurt Helmudt var skibsbygger.
– Vi trænede seks gange om ugen på Bagsværd Sø, eneste fridag var fredag. Jeg cyklede frem og tilbage til arbejdet på B&W på Amager, og når jeg kom hjem til Brøndby Strand, hentede jeg mit tøj og cyklede til Bagsværd. Så havde vi omkring 12 km på vandet, og så var det hjem og spise ved 21-tiden, sagde Kurt Helmudt til Politiken i portrættet.
Op til Olympiaden sejlede de fire ind i en skuffelse ved EM, hvor de ikke vandt guld, men de tog revanche i Japan. Siden fulgte deltagelse i blandt andet DM og VM, men i 1966 stoppede to af bådens fire roere, for at hellige sig et liv væk fra sporten.
Du kan læse Ekstra Bladets nekrolog over Kurt Helmudt her og Politikens fine portræt her.