Dansk økonomi voksede endnu i fjerde kvartal
Set over hele 2014 steg det danske bruttonationalprodukt med 1,1 procent, oplyser Danmarks Statistik.
Den danske økonomi voksede fra tredje til fjerde kvartal af 2014, da bruttonationalproduktet (BNP) i sæsonkorrigerede tal gik frem med 0,5 procent, viser en revideret opgørelse fra Danmarks Statistik.
Det er dermed en større stigning end i den tidligere opgørelse, der viste en vækst på 0,4 procent, konstaterer Michael H.J. Stæhr, cheføkonom i Dansk Erhverv.
Dansk økonomi i vækst
Han mener, at det reviderede tal bestyrker håbet om, at dansk økonomi endelig for alvor har bevæget sig ind på et positivt vækstspor.
– Det er helt afgørende for dansk økonomi, at vi får trukket os fri af den lavvækstfælde, som økonomien har befundet sig i de seneste otte år.
– For at det kan lykkes, er det nødvendigt, at dansk økonomi kvartal efter kvartal bygger ovenpå den positive økonomiske vækst, påpeger Michael H.J. Stæhr i en skriftlig kommentar.
Ifølge cheføkonomen sikrer det, at vi snart kan indhente det vækstefterslæb, som vi stadig slæber rundt på, og som gør, at vi fortsat halter en hel del efter vores nabolande.
– Dagens tal bestyrker håbet om, at dansk økonomi omsider bevæger sig hen mod en mere potent økonomisk vækst, der kan sikre, at vækstefterslæbet indhentes, og vi kan håbe på en mere solid økonomisk fremgang, siger Michael H.J. Stæhr.
Set for hele 2014 steg bruttonationalproduktet med 1,1 procent, hvor alle komponenter for efterspørgsel bidrog positivt til væksten. Også for hele året er væksten steget i den reviderede opgørelse, da der tidligere var beskrevet en stigning på 1,0 procent.
– De største positive bidrag til væksten i 2014 var fra industrien, offentlig forvaltning og service samt servicebrancher primært rettet mod erhverv, lyder det fra Danmarks Statistik.
Danmarks Statistik oplyser, at baseret på hidtidige erfaringer kan usikkerheden på BNP-væksten generelt vurderes til et plus eller minus på 0,5 procentpoint.
/ritzau/