Dansk nedtur

Et nervøst dansk hold må vinke farvel til finalen

Danmark taber med 29-25 til Spanien
Danmark taber med 29-25 til Spanien
Offentliggjort Sidst opdateret

Til trods for favoritværdigheden ved slutrunden må danskerne nøjes med at spille om bronze søndag eftermiddag. Også det vil dog være det bedste danske resultat siden sølvet i 2014.

Alligevel må resultatet betegnes som en skuffelse for Nikolaj Jacobsens mandskab, som i første halvleg førte med fire mål.

Et stærkt spansk forsvar gjorde det vanskeligt for danskerne efter pausen, og samtidig havde danskerne svært ved at finde løsningerne.

Det var tredje slutrunde i træk, at Danmark stod over for Spanien i en semifinale.

Men modsat sidste års VM og OL var der tilskuere i MVM Dome, og mange af dem var iført danske landsholdstrøjer.

Kampen skulle være begyndt klokken 18, men forlænget spilletid i kampen om femtepladsen mellem Norge og Island forinden betød, at semifinalen blev skubbet med et kvarter.

Måske var det den forstyrrede opvarmning, der satte sit præg.

I hvert fald kom begge hold noget hakkende og nervøst fra start. Mikkel Hansen, Mathias Gidsel og Rasmus Lauge smed alle bolden væk over for det bevægelige spanske forsvar, og heller ikke det spanske angreb havde rytme.

Når spanierne endelig slap igennem, fyldte Niklas Landin så meget, at de stort set ikke kunne få bolden forbi danskeren. Det samme gjorde sig imidlertid gældende i den anden ende, hvor Gonzalo Pérez de Vargas tog det meste.

Efter ti minutter stod det 3-2 i dansk favør, og kort efter tog Nikolaj Jacobsen kampens første timeout.

Mads Mensah kom på banen, og det satte bedre gang i det danske angrebsspil. Danskerne bragte sig på 8-4 og 10-6, men Spanien, som var uden den coronaramte fløjstjerne Ferrán Solé, lod ikke føringen stikke helt af.

Spanierne reducerede flere gange den danske føring til to mål.

Danskerne var gode til at svare igen på de spanske tilnærmelser. I hvert fald indtil halvlegens sidste minutter. Foran 14-12 angreb Danmark, men Mikkel Hansen smed bolden væk, og Aleix Gomez kastede bolden i et tomt mål til pausestillingen 13-14.

Et aggressivt forsvar gjorde det vanskeligt for danskerne at spille sig igennem, og der gik næsten fem minutter af anden halvleg uden en dansk scoring.

To minutter inde i anden halvleg kom Spanien på omgangshøjde, og de danske bagspillere ledte forgæves efter løsningerne.

Spanien tog første gang føringen med 17-16 på mål af Barcelona-spilleren Aleix Gómez, og kort efter blev det også 18-16.

Danskerne var nu for alvor kommet under pres, og Kevin Møller afløste Landin i det danske mål.

Et par sjældne afbrændere af Emil Jakobsen, Lasse Svan og Mathias Gidsel gjorde det svært for danskerne at etablere et comeback, og med 13 minutter tilbage øgede Adrià Figueras til 22-19.

Endnu en fejl fra Mikkel Hansen resulterede i en spansk kontrascoring, og Gidsel var slet ikke den store faktor, han plejer at være.

Spanien var foran 26-23 før de sidste fem minutter, og da Figueras øgede føringen til fire mål virkede det som dødsstødet.

Danmark formåede da heller ikke at komme tilbage og skal nu forsøge at sætte sig op til at spille om tredjepladsen.

Danmark skal nu i stedet spille om tredjepladsen ved dette års EM.

Det sker søndag klokken 15.30.

Powered by Labrador CMS