Dansk nedtur: Polak vinder i Horsens
Maciej Janowski vinder VM-grandprixet i Horsens, mens ingen af de tre danske speedwaykørere når semifinalerne.
Det blev en skidt aften for de tre danske speedwaykørere i VM-grandprixet i Horsens.
Niels-Kristian Iversen, Peter Kildemand og Kenneth Bjerre gik ikke videre blandt de otte bedste til semifinalerne.
Det blev polakken Maciej Janowski, som vandt lørdagens grandprix.
I finalen var Janowski hurtigere end russeren Emil Sayfutdinov, polske Patryk Dudek og australieren Jason Doyle.
De fire kørere var generelt de bedste hele aftenen, hvor der blev kørt noget flot speedway.
Danskerne var til gengæld blandt de dårligst kørende og bragede flere gange ind i hinanden, barrieren eller nogle af de andre kørere og blev udelukket.
Iversen fik den værst tænkelige start, da han styrtede og ikke gennemførte heat 2.
Iversen ramlede ind i yderkanten af banen i et solouheld, men var i stand til at rejse sig kort efter.
Han slog opgivende ud med armene, mens publikum klappede ham ud til ryttergården.
Kildemand fik andenplads
Peter Kildemand var med i samme heat og høstede en andenplads og dermed to point.
Men efterfølgende blev Kildemand ramt af maskinfejl og en del dårlige placeringer.
Kenneth Bjerre var den tredje dansker, som var med i grandprixet i Horsens. Bjerre var med på et wildcard i stedet for Nicki Pedersen, der er skadet.
Bjerre begyndte skidt og fik en sidsteplads i heat 4. Men derfra rejste han sig gevaldigt og tog den første danske heatsejr lørdag aften og hentede kort efter en andenplads.
Skulle en dansker nå semifinalen, så lå det til at være Bjerre, der havde mest fart i maskinen.
Men i heat 15 kørte Bjerre ind i Kildemand, som styrtede. Efterfølgende blev Bjerre udelukket fra heatet og fik dermed nul point.
Kildemand var med i omstarten, men bragede ind i svenske Fredrik Lindgren. Derefter blev Kildemand udelukket i det dramatiske heat, der kun blev gennemført med to kørere.
Sådan fortsatte det for de tre danske kørere i hele lørdagens grandprix, hvor publikum forgæves forsøgte at støtte dem til succes.
/ritzau/