Dansk musik er tilbage på YouTube
Efter to musikløse måneder sikrer en ny aftale, at man igen kan finde dansk musik på YouTube.
Dansk musik er tilbage på Googles videostreamingtjeneste YouTube.
Det står klart, efter at YouTube og rettighedsorganisationen Polaris har indgået en aftale. Det meddeler parterne i en pressemeddelelse.
Polaris er et fælles nordisk samarbejde mellem Koda i Danmark, Teosto i Finland, Tono i Norge og Stef i Island om at forhandle rettighedsindtægter for kunstnere.
YouTube har været uden dansk musikindhold siden 1. august, hvor den tidligere rettighedsaftale udløb.
Den nye aftale dækker både YouTubes annoncebaserede univers og abonnementstjenesten YouTube Premium.
Og den omfatter en række forskellige anvendelser af musik, såsom traditionelle musikvideoer, coverversioner og tv-indhold med musik i baggrunden, oplyser YouTube i en pressemeddelelse.
– Det står klart for alle, at det har en været en lang og stormfuld proces at nå til enighed om den her aftale.
– Jeg er glad for, at vi er nået dertil, så Polaris’ medlemmer igen kan få gavn af deres kreative arbejde på YouTube, og brugerne igen har dansk musik i ørerne, siger Christine Sørensen, politisk chef for Google i Danmark.
Strid om betaling
Striden har først og fremmest drejet sig om betaling til de kunstnere, hvis musik kunne høres på YouTube.
I sin meddelelse glæder Koda sig over, at aftalen modsat tidligere dækker al brug af Koda-licenseret musik på YouTube i hele Europa, Mellemamerika, Afrika og dele af Asien.
Tidligere måtte Kodas søsterselskaber i udlandet lave individuelle aftaler.
Den forskel benytter Kodas mediedirektør Kaare Struve til at undlade at sammenligne den nye aftale med den tidligere aftale.
– Der skal heller ikke herske tvivl om, at der i de afsluttende forhandlinger har været massivt pres på for at komme i mål fra alle involverede parter, siger han i meddelelsen.
– I det lys er det godt, at der nu er landet en aftale, så vi kan få musikken tilbage på YouTube.