Dansk motions-app solgt for millionbeløb til udlandet
Den danske motions-app Endomondo er blevet købt af den amerikanske sportstøjsproducent Under Armour for 575 millioner kroner.
Det bekræfter de nye amerikanske ejere ifølge DR Nyheder.
»Det er jo fantastisk, at det vi har arbejdet på i så mange år, bliver købt af en stor, amerikansk spiller. Det sætter jo en tyk streg under, at de visioner vi havde syv-otte år siden, de var rigtige, siger Christian Birk, der har været med til at stifte tjenesten, til DR Nyheder.
Endomondo, der er grundlagt i 2007, bruges i dag af omkring 25 millioner mennesker. Mobilapplikationen holder styr på deres løbe- og cykelture og noterer tidspunkter, afstande og kalorieforbruget undervejs. Hver måned kommer der omkring 30.000 nye brugere til.
I 2013 havde Endomondo en indtjening på 1,3 millioner kroner. I dag er der 25 ansatte.
Tilkomsten af de mange nye smarture har sat ekstra skub i fitness- og velværebølgen, som Endomondo er en del af. Bølgen bliver ikke mindre, når Apple til april kommer med sit Apple Watch.
IT-iværksætteren Preben Damgaard har indtil for nylig været bestyrelsesformand for Endomondo, som er stiftet af Christian Birk, Jakob Nordenhof Jønck og Mette Lykke.