Dansk lektor i Istanbul: Det lignede en Hollywoodfilm

Præsident Erdogan står svækket efter det mislykkede kup, mener lektor Mehmet Ümit Necef fra Istanbul.

Tyrkere fejrer lørdag erobringen af en militær kampvogn på Bosporus broen i Istanbul. Kupforsøget mod præsident Recep Tayyip Erdogan er den største udfordring, han har mødt i 13 års styre. Foto: Yasin Akgul/AFP
Offentliggjort Sidst opdateret

Tyrkerne har skrevet historie ved det mislykkede militærkup, der har kostet adskillige mennesker livet. Såvel i hovedstaden Ankara som i Istanbul er civile tyrkere gået på gaden for at stoppe soldater, som forsøgte at tage magten.

Det fortæller lektor Mehmet Ümit Necef fra Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet, der befinder sig i Istanbul. Han har på nærmeste hold fulgt kuppet, som ifølge tyrkisk tv har kostet mindst 90 mennesker livet med over 1100 sårede, og knap 1600 officerer er anholdt.

– Det vigtigste i det seneste halve døgns begivenheder er, at befolkningen for første gang i tyrkisk historie er gået på gaden og har blokeret og bekæmpet kupmagerne. Det er et vendepunkt. Mange af de døde er civile, siger Mehmet Ümit Necef.

Bombebrag og helikoptre

Hele natten har han hørt helikoptere kredse over ejendommen, hvor han bor tæt på kampene i Istanbul. Der lød så høje bombebrag, at ejendommens vinduer sprængtes, forklarer han.

– Måske 10-15 gange hørte jeg bombebrag. Det gik ud over ruderne i den ejendom, hvor jeg bor. Der lå ituslået vinduesglas på gaderne, og militærfly fløj så lavt, at ejendommen skælvede. Det lignede en Hollywoodfilm, siger Mehmet Ümit Necef.

Han vurderer, at kuppet kom, fordi officerer, som støtter den religiøse oppositionsleder Fethullah Gülen, frygtede udrensning.

Gülen har i mange år opbygget et parallelt magtapparat i Tyrkiet, mener Mehmet Ümit Necef, der altså deler præsident Recep Tayyip Erdogans synspunkt af Gülen.

– Bevægelsen har i 30 år opbygget en parallel organisation i militæret. Regeringen har i de seneste to år udrenset dem. Officerer fra Gülen-bevægelsen vidste, at de stod til udrensning og kom fyringen i forkøbet med et kupforsøg, siger Mehmet Ümit Necef.

Der er en stærk splittelse i politiets og militærets efterretningstjenester, som mistænkes for at lække oplysninger til kupmagerne, påpeger han.

– Det vil såvel svække Tyrkiets kamp mod Islamisk Stat (IS) som kampen mod det kurdiske arbejderparti, PKK, mener Mehmet Ümit Necef.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS