Dansk komet tæt på stort resultat

Andreas Kron var med helt fremme på 8. etape i Tour de France

Offentliggjort Sidst opdateret

Den belgiske stjerne Wout van Aert var hurtigst på 8. etape af Tour de France. 

Danske Andreas Kron var med helt fremme i den afsluttende spurt, men måtte nøjes med en fjerdeplads. 

Klassementshåbet Jonas Vingegaard blev nummer otte. 

En tredje dansker Magnus Cort beholdt sin bjergtrøje endnu en dag, da kun løbets førende rytter, Tadej Pogacar, med en placering i top-2 på etapen kunne have taget den fra bornholmeren.

Mærkværdig etape

Det blev en mærkværdig etape, hvor et udbrud af en vis størrelse på forhånd var spået gode muligheder for at holde hjem i det let kuperede terræn.

Et større styrt tidligt på etapen sendte en del ryttere i asfalten. Blandt andre førende Tadej Pogacar, Primoz Roglic og Nairo Quintana var hurtigt nede, men alle i lav fart og uden at komme noget til.

Da feltet var genetableret, satte UAE og Jumbo-Visma sig frem og hjalp med at holde udbruddet på bare tre mand i kort snor.

Førertrøjen ville vinde

UAE's forbrug af kræfter gav en smule mening, da Pogacar har vist, at han også kan vinde puncheurfinalerne.

Hvorfor Jumbo-Visma hjalp til i front, var sværere at forstå. Wout van Aert var selvfølgelig et godt vinderbud på etapen, men risikoen, for at Pogacar gik i top-3 og tog bonussekunder til Roglic og Vingegaard, var overhængende.

Det gik, som de to hold ønskede. Udbruddet med Mattia Cattaneo og Fred Wright, der undervejs havde sat en træt Frederik Frison, blev hentet henholdsvis lige inden og kort inde på den afsluttende målstigning.

Ingen angreb

4,8 kilometer med en gennemsnitlig stigningsprocent på 4,6, hvor ingen havde lyst til at forsøge et angreb i det voldsomme tempo, Pogacars bjerghjælper Rafal Majka satte.

Dermed endte det i den spurt, Jumbo-Visma drømte om, og Wout van Aert leverede sejren. Og så må det hollandske hold bare håbe, at Pogacar ikke vinder Touren med fire sekunder eller mindre til Vingegaard.

Wout van Aert tog endnu en etapesejr i Tour de France.
Wout van Aert tog endnu en etapesejr i Tour de France.
Powered by Labrador CMS