Dansk kok med stort resultat
Ronni Vexøe Mortensen vinder sølv ved Bocuse d'Or
Ronni Vexøe Mortensen fra restauranten Geranium har mandag vundet sølv ved Bocuse d'Or, der er det uofficielle verdensmesterskab for kokke.
Sølvvinderen er kok og assisterende køkkenchef på danske Geranium, der som en af kun 130 restauranter i verden har tre michelinstjerner.
På sidelinjen var Geraniums ejer og køkkenchef, Rasmus Kofoed, med som coach. Han har tidligere brilleret ved Bocuse d'Or med flere medaljer.
Det er anden gang i træk, at Danmark kommer på podiet. Kenneth Toft-Hansen vandt guld, da konkurrencen senest blev afholdt i 2019.
Vandt sølv ved europæisk konkurrence
Det er den franske mesterkok Paul Bocuse, der har lagt navn til konkurrencen, som afholdes hvert andet år i Lyon, Frankrig.
Her dyster kokke fra 24 lande om titlen.
De har blandt andet kvalificeret sig via den europæiske udgave af konkurrencen, Bocuse d'Or Europe.
Det var her, Ronni Vexøe Mortensen indløste sin billet.
Også dengang vandt han sølv, efter han i 2019 kvalificerede sig gennem en national udvælgelse.