Dansk klatrer strandet på Mount Everest: Nu frygter familien for hans liv
Den 27-årig klatrer Rasmus Kragh er strandet på Mount Everest. I, hvad familien kalder 'kritisk tilstand'.
Den danske 27-årige bjergklatrer Rasmus Kragh var godt på vej til at nå toppen af Mount Everest. I går tog turen dog en dramatisk drejning:
– Kort besked her fra bjerget. Var nødt til at vende om 250 meter før toppen pga. en storm. En svær beslutning, men den eneste rigtige. I får en update senere. Lige nu er mit fokus at komme sikkert ned. Rasmus, skrev Rasmus Kragh mandag på den side på Facebook, der er dedikeret til hans klatring.
Tirsdag morgen klokken cirka 7 lød det sådan på Facebooksiden:
– Vi fik tidligt i morges besked fra lederen af en anden ekspedition på Everest. Han har været i kontakt med Rasmus, og skriver følgende: “He sounds healthy and normal to me, besides being tired of course.”
Ekspeditionslederen har tilbudt Rasmus sin hjælp, men Rasmus har trods en hård tur i går stadig både fysisk og mentalt overskud til at fortsætte turen alene – men at dømme efter alle jeres hilsner her på facebook i går, er han nu ikke helt alene.
Familien er bekymret
Men nu er familien bekymret for klatrerens ve og vel. Den synes absolut ikke, at Rasmus er i topform. Nærmest tværtimod.
Det fremgår af et opslag, der er afsendt fra Rasmus’ kæreste Liva.
Rasmus ringede til middag, lokal tid, hvor det blev klart, at han fortsat lå i sit telt i 7700 m. Hans tale var utydelig og han virkede udmattet.
Fysisk fortalte Rasmus, at han er dehydreret og har problemer med at mærke hænder og fødder.
Rasmus ligger alene i campen og har ingen mulighed for at få vand eller mad.
Hans mor og jeg er bekymret over hans tilstand, som vi vurderer værende kritisk, og har derfor besluttet at sende hjælp. Vi ønsker mest af alt, at han kommer ned til Advanced Basecamp i god behold, derfor trodser vi hans beslutning om at gøre det alene, står der blandt andet i opslaget.
27-årige Rasmus Kragh satte sig for omkring halvandet år siden målet om at bestige verdens højeste bjerg helt alene og uden kunstig ilt.
Ruten skulle gå op ad bjergets nordside i Tibet, som er mere isoleret, krævende og koldere end den nepalesiske side.