Dansk hund fundet på gaden i Rom: Hvem ejer Siff?
Siff blev fundet i juli. På gaden. I Rom. I Italien.
Det sker jævnligt, at hunde løber væk. Det sker også jævnligt, at hunde bliver fundet på gaden og deres ejer(e) efterlyses, og hunden Siff er netop sådan en hund.
Sagen har dog også en anden dimension, der strækker sig langt væk fra Danmarks grænser: Hunden Siff er nemlig blevet fundet i Rom. I Italien.
Det er frivillige fra Roms største hundeinternat, der via danske Facebooksider for forsvundne hunde, nu forsøger at finde Siffs ejere.
Hunden Siff blev fundet i juli
Newsbreak.dk har været i kontakt med internatet i Rom, der drives af frivillige. Herfra oplyses det, at Siff blev fundet i Roms gader i juli.
– Vi slog chipnummeret op og fandt ud af, hunden er registreret i Danmark, og at ejeren er registreret som afgået ved døden, oplyser en frivillig fra internatet, til Newsbreak.dk.
Nu forsøger man at finde ud af, hvordan en dansk hund er endt på gaden i Rom. Håbet er, at Siff kan komme hjem igen.
Delinger via Facebook
Et af tiltagene er – som allerede nævnt – at kontakte frivillige i Danmark, der nu via Facebook forsøger at finde Siffs ejer.
Newsbreak.dk har været i kontakt med Nordsjællands Politi. Her oplyser man, at det før er set, at man simpelthen ikke er klar over, at hunden skal omregistreres, når dens ejer er død og man på den måde ‘arver’ den.
På Facebooksiden ‘Efterlyste/fremlyste hunde’ har opslaget om Siff fået over 300 delinger på to timer.
Hjælp Siff med at komme hjem – og del meget gerne opslaget via Facebook. Eller denne artikel, så efterlysningen når ud til så mange som muligt.