Dansk fragtskib knækkede i to: Tre lig bjærget

Tre lig er bjærget i Singapore-strædet, efter et dansk fragtskib sank efter et sammenstød med et andet skib.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tre lig er fundet i farvandet, hvor det danskejede fragtskib Thorco Cloud sank den 16. december. Et af ligene er bekræftet som et af de seks savnede besætningsmedlemmer fra skibet. Det skriver det danske rederi Thorco Shipping A/S i en nyhed på sin hjemmeside.

Det 138 meter lange fragtskib Thorco Cloud sank i det tæt befærdede farvand ved Singapore-strædet efter en kollision med det 183 meter lange tankskib Stolt Commitment. Seks besætningmedlemmer blev hurtigt reddet, mens de øvrige seks medlemmer har været savnet siden forliset. En af dem er altså nu fundet død, mens to andre lig altså skal undersøges. Alle tre lig er blevet fundet henover julen tæt på stedet, hvor Thorco Cloud sank.

– Vi er dybt berørt over det tab, som familien har lidt. Vores dybeste medfølelse og tanker går til dem og til de familier, der stadig befinder sig i uvished. Der er sendt DNA-prøver og personlige oplysninger til myndighederne for at kunne fastslå identiteten på de øvrige to bjærgede, og hvorvidt de har forbindelse til Thorco Cloud. Eftersøgningen efter de øvrige savnede besætningsmedlemmer fortsætter sammen med myndighederne undersøgelse med uformindsket styrke, skriver Thorco Shipping A/S på sin hjemmeside.

Knækket i to

Dykkere har været nede at inspicere vraget af Thorco Cloud, der er splittet i to dele. De to vragdelene ligger 1,6 kilometer fra hinanden på havbunden i cirka 39 meters dybde. Thorco Shipping A/S oplyste den 22. december, at vragdelene ligger stabilt, og at der ikke vurderes at være overhængende fare for olieudslip. Planlægningen af bjærgningen af skibet er i gang.

Besætningsmedlemmerne var af filippinsk og forskellig østeuropæisk nationaliet.

Det er endnu uvist, hvorfor de to skibe stødte sammen.

Nedenfor kan du se en animation af de to skibes færd frem mod den skæbnesvangre kollision.

 

Powered by Labrador CMS