Dansk forsvarskæmpe overvejer landsholdsstop

Pernille Holmsgaard erkender, at hun gør sig overvejelser om at stoppe efter ti år på landsholdet.

Pernille Holmsgaard (til højre) overvejer et farvel til landsholdet. Foto: Claus Fisker/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Forsvarsspecialisten Pernille Holmsgaard kan være på vej mod et landsholdsstop i kølvandet på den kiksede OL-kvalifikation.

Efter 22-26-nederlaget til Montenegro gør Holmsgaard sig seriøse tanker om, hvorvidt hun skal meddele landstræner Klavs Bruun Jørgensen, at hun er fortid i rødt og hvidt.

– Jeg overvejer min fremtid med hensyn til landsholdet. Om jeg skal fortsætte, eller jeg ikke skal. Det må jeg ærligt indrømme, siger Pernille Holmsgaard.

Hoppet op i hierarkiet

I de senere år er hun gradvist steget i landsholdets hierarki, og ligesom sin forgænger, Jan Pytlick, har Klavs Bruun Jørgensen set et stort lys i den 31-årige København-spillers forudseenhed og hurtige fødder i defensiven.

I Line Jørgensens fravær var hun endda udpeget som kaptajn i OL-kvalifikationen, men nu kan tiden på landsholdet snart være forbi – ti år efter debuten.

– Jeg skal hjem og tænke over det, og jeg skal lige have det hele lidt på afstand. Jeg har været med i mange år, og det er en stor beslutning, siger Pernille Holmsgaard.

Mens Holmsgaard altså skal have tænkehatten på i de kommende dage, har Louise Svalastog ingen planer om at sige stop.

– Jeg kommer ikke til at melde fra. Det er op til Klavs, om han vil have mig med. Det er en ære at spille på landsholdet, siger den 33-årige stregspiller.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS