Dansk Formel 1-kører er død
Han var den første dansker, der kørte et Formel 1-løb.
Tom Belsø, der i 1974 blev Danmarks første Formel 1-kører, er død efter længere tids sygdom, skriver B.T. Tom Belsø blev 77 år.
Artiklen fortsætter under videoen
Inden han fik en kort karriere i Formel 1, imponerede han som racerkører i andre biler.
Op igennem 1960’erne var Belsø en af de dominerende danske kørere i standardvogne, men han havde mod på mere, og i begyndelsen af 1970’erne flyttede han til England for at blive professionel.
Det skulle få en svær start, men et par britiske millionærer troede på Belsø og banede vejen for, at danskeren kunne sikre sig en hvid Formel 2 Brabham til 1972-sæsonen.
Formel 2 skulle blive et springbræt til Formel 5000-klassen, som blev destinationen inden Formel 1.
I 1970’erne blev han den første dansker, der satte sig i en Formel 1-racer.
To reelle starter skulle han få i 1974. Han udgik i Sydafrika og kørte siden en ottendeplads hjem i Sverige.