Dansk Folkeparti dykker markant i ny måling

Der skal styr på det pengemæssige, siger DF-formand, efter at ny måling viser lavere opbakning til partiet.

Hvis der var valg i morgen, ville Dansk Folkeparti blot få 29 mandater, viser en ny måling foretaget af Wilke for Jyllands-Posten. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Hvis der var valg i morgen, ville Dansk Folkeparti blot få 29 mandater.

Partiet dykker markant i en ny meningsmåling foretaget af analyseinstituttet Wilke for Jyllands-Posten.

Ifølge målingen står DF til kun at få 16,2 procent af vælgernes stemmer. Der skal dog tages højde for en statistisk usikkerhed på op mod +/- 1,88 procentpoint.

Målingen er det laveste niveau siden valget i 2015, hvor partiet mønstrede 21,1 procent af stemmerne og dermed 37 mandater i Folketinget.

Målingen er foretaget i perioden 11.-17. oktober. Langt størstedelen af de 2096 adspurgte har dermed svaret, inden sagen om partiets tvivlsomme brug af EU-midler for alvor tog fart.

Støttekroner et problem

Alligevel tyder noget på, at sagerne, som indtil videre har medført, at DF tilbagebetaler 500.000 støttekroner til EU-Parlamentet, har gjort indtryk.

For ifølge Wilke var opbakningen blandt de 150, som svarede i søndags, signifikant lavere end de foregående dage, skriver Jyllands-Posten.

Om Dansk Folkeparti rammes yderligere af vælgerflugt, er dog for svært at fastslå uden flere målinger.

Det mener valgforsker Asmus Leth Olsen, der er lektor på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.

– Men det giver i hvert fald en første indikation på, at skandalen kan have ramt Dansk Folkeparti, siger han til Ritzau.

– Og forskning peger på, at den type skandale, som partiet har rodet sig ud i, bliver straffet hårdt af vælgerne. For der er det her element af hykleri, hvor man gør noget og siger noget andet.

Nye Borgerlige kommer ind

Målingen fra Wilke sender desuden partiet Nye Borgerlige i Folketinget med 3,1 procent af stemmerne. Det er dog svært at sige, om det skyldes uroen i DF.

– Mange forskellige målinger over den seneste måneds tid har vist meget forskellig tilslutning til Nye Borgerlige, siger Asmus Leth Olsen.

Partiformand Kristian Thulesen Dahl (DF) siger til Jyllands-Posten, at Dansk Folkeparti “hurtigst muligt skal have ryddet op i det pengemæssige”.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS