Dansk færge brød sammen på åbent hav – nu er der godt nyt
294 passagerer kunne pludselig ikke komme videre.
Danskejede DFDS Seaways fik tirsdag eftermiddag problemer med en færge, der pludselig ikke kunne sejle længere. Færgen – Regina Seaways – er stadig på Østersøen.
I en pressemeddelelse oplyser rederiet klokken 16.45, at færgen nu igen kan sejle ved egen kraft, og den er på vej mod sin destination i Klaipeda i Litauen. Der er 294 passagerer ombord.
Tidligere forlød det, at Regina Seaways ved 13-tiden led et sammenbrud i motoren, der udviklede så kraftig røg, at sprinklersystemet i motorrummet satte ind. Det er uvist, hvor stor skade, færgen har lidt.
Ingen af de 294 passagerer eller de 41 ansatte på færgen har lidt fysisk overlast, oplyser DFDS. De blev alle – efter foreskrifterne – samlet på faste samlingsstationer, hvis en evakuekering skulle iværksættes.
Det blev dog ikke nødvendigt, og situationen var hurtigt under kontrol.
Forventet ankomst i Klaipedia er klokken cirka 22 lokal tid tirsdag. Regina Seaways forlod tidligere havnen i den tyske by Kiel, og skulle være ankommet i Litauen klokken 14.30.